Foto: TV3

Foto: TV3

I anledning af det kommende kommunalvalg analyserer RokokoPostens valgekspert og evighedspraktikant Frederik Storm den politiske situation i Robinson Ekspeditionen.

Ja, I læste rigtigt! Jeg, Frederik Storm, er tilbage. Som altid er navnet Frederik Storm din garant for en uvildig, lødig og superkompetent dækning af verdenshistoriens vigtigste begivenheder. Jeg går tæt på, helt tæt på – nogle vil sågar mene for tæt på. De fleste, især chefredaktørerne på New York Times og Washington Post, mener selvfølgelig, at jeg går lige præcis så tæt på, som man skal og bør. Min dækning af dette års kommunalvalgkamp bliver ingen undtagelse.

Valg er vigtige. Valg vækker følelser. Valg får sindene i kog. Vi ser det i dagspressen. Vi ser det på de sociale medier. Vi ser det på Robinson-øen, hvor eventyrlystne danskere hvert år melder sig under høvding Kjeldbjergs (Jakob Kjeldbjerg, vært på Robinson Ekspeditionen, red.) faner for at sulte, dyste og dolke hinanden i ryggen. Præcis som til et rigtigt kommunalvalg.

Bjørns flirt med Nemesis
I næste afsnit stemmer de Bjørn ud. Jeg ved det, for jeg har set Bjørn flirte med Nemesis. I sidste afsnit spillede han vattet, slattent som de spaghettiarme, der allerede har kostet ham flere sejre i dysterne. Han lænede sig op ad de stærke drenge i stedet for at spille dristigt og hjælpe pigerne.

Han føler sig sikker, som kun Anna Mee Allerslev har følt sig sikker før ham. Men de unge drenge fra det tidligere sydhold er trætte af de gamle mænds falske løfter, manglende vilje til at sænke skatterne og deres fokus på kommunale embedsmænd på bekostning af lokalsamfundets sammenhængskraft.

Flemming vinder trofæet
Egentlig ville de have stemt Flemming ud, afslører Endri til kameraet. Men Flemming løb med trofæet og blev fredet. Derfor går det ud over Bjørn. De sidste kvinder er nemlig ikke en reel trussel, mener de unge drenge fejlagtigt.

Sådan vil det gå i morgendagens Robinson. Så sikkert, som mit navn er Frederik Storm. Medmindre, selvfølgelig, Flemming ikke vinder trofæet, og de stemmer ham ud i stedet. Eller at der sker noget helt tredje, fjerde eller femte, så de stemmer Endri, Nicolai, Isabella, Mads, Marlene eller Hentze ud.

Sådan er valg. Det ved både jeg og min trofaste kollega Ulla Terkelsen, som var med mig, da jeg dækkede slaget ved Waterloo og Murens Fald. Man ved, hvad der sker, og alligevel ved man det ikke. Derfor skal DU stemme den 21. november. Helst på Bjørn.