Foto: mast3r, Bigstock

Foto: mast3r, Bigstock

Teknologien har været der i mange år, men først nu har alle folketingsmedlemmer givet deres samtykke til, at en såkaldt bot må stemme, debattere og føre valgkamp for dem. 

“Hej. Jeg hedder Inger Støjberg. Med mig i spidsen vil Venstre indføre de strammeste stramninger i hele verden. Ræk mig en Cola Zero!”

RokokoPostens udsendte er lige ved at stille en dåsesodavand hen til computeren, men kommer så i tanke om, at Inger Støjberg bare er en bot. Altså et avanceret computerprogram, som skal erstatte den fysiske politiker, når hun skal stemme, er indkaldt til samråd, udtaler sig i debatprogrammer eller fører valgkamp.

Floppydisk til Trine Bramsen
Støjberg-botten er bare én ud af 179 botter, der allerede fra 2018 skal erstatte samtlige af Folketingets medlemmer for at sikre en hurtigere og mere gnidningsfri demokratisk proces. Ifølge firmaet bag de kunstige intelligenser, Bot-y Politic, har teknologien været til stede i mange år.

“Allerede i 1980erne kunne man i princippet have installeret meget simple algoritmer i Folketingets computere, der kunne have udført op til 85 procent af medlemmernes funktioner, herunder løftebrud, benægtelse og nepotisme. Men politikerne var tøvende, fordi de ikke mente, at et computerprogram kunne gøre arbejdet lige så godt som dem,” forklarer kreativ direktør Thomas Heegaard, der selv har været med til at udvikle botter til Inger Støjberg, Trine Bramsen og Esben Lunde Larsen.

“Bramsen-botten tog faktisk længere tid, end jeg havde regnet med, fordi den altid endte med at blive for kompliceret i forhold til dens menneskelige pendant. Til sidst var jeg desperat og hentede en gammel floppydisk fra kælderen. Den viste sig at fungere fint som udgangspunkt for Bramsen-algoritmen,” siger han.

En håndfuld 17-årige
Til gengæld krævede det en del tid og energi at efterligne mønstret mellem det, politikeren sagde under valgkampen eller i opposition, og det, vedkommende gjorde i regering.

“Som regel kunne man regne med, at et ultimativt krav om at stemme for et lovforslag inden valget resulterede i, at politikeren stemte imod efter valget og omvendt. Nogle gange var der dog undtagelser, så for at fremkalde den helt rigtige blanding af ligegyldighed, modvilje og vrangvillighed observerede vi en håndfuld 17-årige drenges interaktion med deres forældre,” afslører Thomas Heegaard.