Foto: igor stevanovic, Bigstock

Foto: igor stevanovic, Bigstockdevices

Sovs og kartofler. En mand, der køber forkerte ting med hjem fra supermarkedet. Den slags er blevet hverdag for Anni, der som bordsalt-dater giver mænd en at falde i søvn foran fjernsynet med.

Det er fredag aften. 45-årige Anni Michelsen fra Valby dækker bord, mens kartoflerne koger på komfuret. Om lidt kommer Søren. Han er en af de tre mænd, som Anni har mødt via bordsaltdaters.dk. Måske har han asier med. Det bad hun ham nemlig huske. Men somme tider glemmer han det eller køber noget forkert.

Efter et år som bordsalt-dater har Anni fået et helt nyt liv. Det er en tiltrængt forandring, fortæller hun, der var ved at køre sur i en hæsblæsende karriere som selvstændig konsulent i IT-branchen.

“Det var en veninde, der fortalte mig om bordsaltdaters.dk, og selvom jeg var skeptisk, valgte jeg at give det en chance. Det har jeg ikke fortrudt. Nu slipper jeg for at spise på dyre restauranter med mine forretningsforbindelser på deres regning, men kan i stedet invitere mine dates hjem på bøf med bløde løg, sovs og kartofler, som jeg selv har lavet iført mit nussede forklæde fra 1983,” fortæller hun begejstret.

Bedst, når maden er lidt mislykket
“Hej skat, så er jeg her!”

Døren går op, og 44-årige Søren Andersen, der arbejder som lagerekspedient, træder ind. Han giver Anni et hurtigt klem og sætter sig direkte hen til bordet. Hun irettesætter ham, for han kunne godt lige tage at vaske hænder, før han sætter sig til bords, og i øvrigt er maden ikke færdig.

“Jeg forsøger at lyde lidt sur, for så virker illusionen om et kuldsejlet ægteskab bedst,” fortæller Anni.

Lidt senere sidder Søren og Anni over for hinanden, mens de spiser den mad, Anni har lavet.

“Kartoflerne er sgu lidt udkogte,” mumler Søren.

Anni rækker ham smørret og siger, at så må han mose dem.

“Det er bedst, når maden er lidt mislykket. Så er der noget at tale om,” forklarer hun.

Dejligt at være som alle andre kvinder
Efter middagen sætter Søren og Anni sig ind i stuen, hvor Anni har lagt en plaid og et par tøfler frem til Søren. Hun tænder fjernsynet og sætter sig i lænestolen med sit strikketøj. Søren lægger sig på sofaen, og kort tid efter snorker han højt.

Anni smiler stort. Hun er begejstret for sit nye liv:

“Nu er jeg en almindelig sur kone, der forsømmer sit udseende og bliver ignoreret og taget for givet af manden. I virkeligheden er det nok det, de fleste kvinder drømmer om.”