Minette, Wikipedia

Minette, Wikipedia

Det har vist sig umuligt for Netflix at finde en mandlig amerikansk skuespiller, der ikke er anklaget for sexchikane. Derfor skal den 14. Dalai Lama fremover portrættere præsident Frank Underwood i successerien House of Cards.

Kevin Spacey var indtil for nylig kendt som præsident Frank Underwood i den amerikanske udgave af den politiske dramaserie House of Cards. Efter at Spacey blev beskyldt for en række seksuelle krænkelser mod yngre mænd, gjorde Netflix det dog klart, at skuespilleren var ude af seriens fiktive Hvide Hus.

Men nu er der nyt om, hvem der skal overtage rollen.

Den helt rigtige
“På grund af de massive afsløringer af sexchikane foretaget af snart sagt enhver mandlig skuespiller i Hollywood, har vi følt os nødsaget til at gå utraditionelle veje i forhold til rollen som Frank Underwood,” skriver Netflix Inc. i en pressemeddelelse.

Derfor har seriegiganten nu annonceret, at den kommende udgave af Underwood vil blive portrætteret af den 14. Dalai Lama, også kendt som Tenzin Gyatso. Netflix understreger i pressemeddelelsen, at tibetanske munke tidligere har været med i serien og tilføjer:

“Vi er sikre på, at Dalai Lama er den helt rigtige til at spille en amerikansk demokratisk præsident fra sydstaterne og er helt overbeviste om, at han også formår at fange karakterens essens, en stærk og karismatisk leder, samtidig med at han udstråler en aura af religiøs tolerance og esoterisk medfølelse.”

Dalai Lamas agent skriver, at Hans Hellighed er meget begejstret for at portrættere den amerikanske præsident, mens Lamaen selv tilføjer:

“Vær venlig, når det er muligt. Det er altid muligt.”

Keld Heick slået på målstregen
Set fra et dansk perspektiv er det interessant, at den danske musiker og sangskriver Keld Heick også var et varmt emne hos producerne. Desværre nåede han kun til audition og en enkelt prøveoptagelse, da Dalai Lama imponerede alle med en genopførelse af sangen “A Spoonful of Sugar” fra Disney-filmen Mary Poppins.

“Det er brandærgerligt,” siger Keld Heick i telefonen fra sommerhuset i Løgstør og tilføjer:

“Omvendt var Hilda heller ikke meget for mine eventuelle kyssescener med Robin Wright, så det er nok meget godt, at det ikke blev til noget.”