Foto: andrianocz, Bigstock

En 37-årig kvinde fra Grenå planlægger hverken slankekure eller at skære ned på usund mad i 2018, selvom hun overhovedet ikke er tilfreds med sin krop.

”Så gælder det om at spise igennem, det feder først i det nye år.”

“Det er ikke dét, vi spiser mellem jul og nytår, der feder; det er dét, vi spiser mellem nytår og jul.”

Sådan lyder et par sjove bemærkninger, der dukker op, hver gang det bliver december. Årets sidste måned er da også et overflødighedshorn af mad, og derfor ender julen for de fleste med en vægtforøgelse. Mange vælger derfor at markere overgangen til det nye år med et løfte om vægttab.

Dropper ikke flødekartofler
Én, der dog ikke lover hverken sig selv eller andre noget, er 37-årige Marianne fra Grenå, der er gift med Claus, har tre børn og er matematiklærer.

”Jeg har ikke tænkt mig at droppe hverken flødekartofler, pastaretter eller mælkechokolade i 2018. Jeg skal heller ikke på udrensningskur, og jeg har ikke skrevet ‘følg mit vægttab i 2018’ på min Instagram-profil for at motivere mig selv eller inspirere andre.”

Da Marianne bliver spurgt om, hvorvidt hun er tilfreds med sin slatne krop, falder svaret prompte.

”Nej nej, jeg er da ikke tilfreds. Jeg er overhovedet ikke typen, der hviler i sig selv og sit udseende, det er ikke på den måde,” siger hun og fortsætter:

“Men jeg prøver at lære børnene sandsynlighedsregning og procenter for tiden, og intet tyder på, at overgangen fra den 31. december til den 1. januar skulle ændre på min lyst til inaktivitet eller lasagne. Faktisk tyder meget på, at det modsatte er tilfældet. Jeg har også været inaktiv, siden jeg var 26 år, så hvorfor højtiderne skulle ændre på det, har jeg svært ved at se.”

Vil ikke lave nytårsforsæt
Marianne spiser stadig igennem i julen. Men hvor de fleste andre eksempelvis planlægger at melde sig ind i en løbeklub for hver deciliter sovs, de drikker, har Marianne en anden metode.

”Jeg overvejer at slutte fred med min krop. Det kommer der selvfølgelig hverken motiverende Instagram-profiler eller dameblade ud af, og så må jeg undvære dét. Men det er ikke et nytårsforsæt!”