Foto: Dean Drobot, Bigstock

“Det kunne altså have været godt med sådan et lækkert grillsæt,” siger Niels Hansen, der har modtaget tre gavekort til velgørenhed, en brugt trøje og en gåtur.

“Wow, en solcellelampe, der skaber sikkerhed om natten og hjælper fattige børn med at læse lektier.”

Niels Hansen forsøgte at virke begejstret, da han i går aftes modtog et gavekort fra Folkekirkens Nødhjælp, som bekendtgør, at giveren har skænket 280 kroner til velgørenhed i hans navn.

Senere på aftenen modtog Niels to yderligere gavekort til lignende organisationer, mens hans søster gav ham en trøje fra en genbrugsforretning.

“Den er næsten ikke slidt, og det er jo fjollet at købe nyt tøj, når der findes glimrende, billige og bæredygtige alternativer i genbrugsbutikker,” sagde Niels efter at have åbnet den bløde pakke.

Kommer i en sej kuffert
Men allerede i dag fortryder den 34-årige småbørnsfar, at han gik med til kun at udveksle bæredygtige, antikapitalistiske gaver med familien.

“Man kan få sådan et lækkert Grillmaster-grillsæt, som jeg kunne have brugt til sommer ude på altanen. Der er alle mulige paletter, og det hele kommer i en sej kuffert,” siger Niels og tilføjer, at han skam også ville have været tilfreds med et par sokker, en deodorant eller en flaske god whisky.

“Så længe det rent faktisk er mig, der får gaven, og ikke en eller anden afrikansk familie, som jeg ærlig talt er ligeglad med. Det må også meget gerne være nyt.”

Det er ikke en gave
Niels synes dog ikke, han er materialist og ville ifølge eget udsagn være lige så glad for en oplevelsesgave.

“Men ikke sådan noget åndssvagt pjat, som jeg ville have fået alligevel,” siger han med henvisning til den gåtur, han fik i julegave af sin kone:

“Det er så dumt, jeg mener, hun spørger jo hele tiden, om vi skal gå en tur. Det er ikke en gave!”

Niels regner dog ikke med, at han næste år vil få held med at ændre på reglerne, hvad angår familiens gavegivning.

“Jeg ved, at min bror også hader det og havde ønsket sig en helt bestemt jakke, som han ikke fik. Men ingen af os vil være den første til at sige noget.”