Foto: Nicoleta Ionescu, Bigstock
Det er sket, så længe 29-årige Kemal Peynirci kan huske tilbage, at han har rodet rundt i årstallene lige efter nytår. “Jeg ved bare, at det sker igen,” siger han til sine forventninger om, hvordan det vil være ved dette årsskifte.
“Det er håbløst. Jeg kan bare ikke lære det,” siger den 29-årige cand.merc. fra Hørsholm, da RokokoPosten møder ham til en snak om det med at gå fra ét år til et andet.
Han ryster på hovedet, mens han fortæller om, hvordan han år efter år har begået den samme fejl:
“Så skriver jeg 2015 på en kontrakt, selvom det lige er blevet 2016. Eller jeg siger, at ‘man skulle ikke tro, vi skrev 2011’, og så siger folk, at det gør vi heller ikke, vi skriver 2012. Det er typisk mig, jeg gør det hvert år.”
Ikke bare én eller to gange
Når Kemal siger “hvert år”, mener han det ikke metaforisk. For det er sket stort set hvert eneste år, så længe han kan huske.
“Det er ikke noget, jeg har gjort en enkelt eller to gange. Jeg tror altså, det er sket hvert eneste år, siden jeg overhovedet blev klar over, at der var noget, der hed årstal,” siger han, men indrømmer, at han ikke helt har styr på, hvornår han begyndte at tænke over, hvilket år det var.
“Måske er det arveligt, for min mor og far har også altid rodet rundt i det. Min søster gør det også. Det griner vi meget af, når vi er sammen,” siger han.
Julen i år eller sidste år
Det er ikke kun årstallet, der går i kludder for Kemal, fortæller han. Han kommer også altid til at spørge venner og kolleger, hvad de har fået i julegave i år.
“Altså, jeg siger det, selvom det er efter nytår, så det slet ikke har været jul endnu. Så siger de ‘hvad snakker du om, der er længe, til det er jul i år’, og så står jeg der og tænker ‘doh, nu gjorde du det igen, Kemal’. Det lærer jeg heller aldrig,” siger han og slutter:
“Jeg falder også altid i, når folk spørger mig, hvad jeg har fået i julegave i år. Så svarer jeg, hvad jeg har fået, og så siger de ‘haha, det har slet ikke været jul i år’, og så tænker jeg ‘åh nej, nu faldt jeg i igen’. Men så griner vi heldigvis bare allesammen.”
