Foto: altafulla, Bigstock

Nytårsaften er altid skuffende, fordi forventningerne er sat for højt, siges det. Slet ikke, chokerer Kasper Haungaard, der havde en virkelig vellykket aften. Han er fuld af løgn, mener vennerne.

“Vi startede med virkelig lækker mad, der for engangs skyld smagte godt, selvom det ikke var en traditionel nytårsmenu, men lidt i den eksperimenterende ende. Alle kom til tiden, så vi kunne høre dronningens nytårstale, og jeg havde en virkelig sjov og spændende borddame.”

Sådan indleder Kasper Haungaard sin fortælling om gårsdagens fest, der, i modsætning til alle andre nytårsaftener, ikke var en skuffelse, men levede perfekt op til hans forventninger.

“Så kunne man tro, at det var fordi, jeg havde meget lave forventninger i år, men det er ikke tilfældet. Jeg havde betalt omkring 600 kroner for min kuvert, købt nyt tøj og virkelig sat mig op til det, især fordi jeg vidste, der ville komme en masse lækre kvinder på min alder,” fortæller den 36-årige singlemand, der faktisk også havde held med at score den, han opfattede som den absolut sødeste af de tilstedeværende kvinder.

“Ved totiden gik vi videre i byen, og det plejer altid at være en dårlig idé, men denne gang fandt vi et bord på en bar, der kun lå 200 meter fra lejligheden, hvor festen blev holdt, og jeg endte med at sidde ved siden af Emma,” siger Kasper med henvisning til sin scoring.

Fuld af løgn
Blandt Kaspers venner er der dog en del mistro til hans fortælling.

“Han er fuld af løgn. Det var en dødssyg aften, sådan som det er hvert år,” mener Niels Nørgaard, der sad over for Kasper til nytårsmiddagen og ikke brød sig specielt om maden.

“Jeg ville egentlig bare gerne have haft noget torsk eller laks, så for at komme mig over den kulinariske skuffelse drak jeg mig i hegnet ved 23-tiden og gik kold på soveværelset, inden klokken slog tolv.”

Altid en skuffelse
Heller ikke Maria Carlsson, der fulgtes med Kasper og fem andre videre i byen, giver meget for hans positive udlægning.

“Hvor fedt er det at drikke videre, når ens brandert egentlig er på vej ned, og hver eneste drink forøger den snigende kvalme?” spørger hun retorisk og tilføjer, at hun den aften hørte rygter om, at hendes kæreste, der fejrede nytåret i en anden by, havde været sammen med en anden.

“Det er altid en skuffelse, og jeg tror ikke en skid på, at det har været anderledes for Kasper, den provokerende løgner,” slutter Maria.