Foto: Kurhan, Bigstock

Foto: Kurhan, Bigstock

28-årige Alex Tønder fra Brønshøj er lidt af en investeringshaj, hvis han selv skal sige det. Nu har han lavet en blog, hvor han gavmildt deler sine bedste investeringsråd. RokokoPosten har mødt ham.

“Risikospredning er alfa og omega.”

Alex Tønder kigger alvorligt på RokokoPostens udsendte med sine mørke øjne for at sikre sig, at budskabet siver ind.

“Det kan ikke siges for ofte: Man skal sprede sin risiko mest muligt, hvis man vil investere klogt,” uddyber han.

Klog investering er netop, hvad Alex Tønder specialiserer sig i. Han har selv investeret, siden han fik sin børneopsparing udbetalt, og sidste sommer lancerede han bloggen Klog hjælp til investering, som han allerede har tjent næsten 500 kroner på i form af annonceindtægter fra Google. Penge, som han naturligvis får til at yngle ved at investere dem.

Lotto er ikke bare lotto
Når Alex taler om risikospredning, betyder det ikke bare, at man skal satse på flere forskellige investeringsprodukter. Man bør også sikre en god spredning inden for den samme type.

“Lotto er for eksempel ikke bare lotto. Der er Lynlotto og almindelig Lotto, og man kan spille på både tilfældige tal og tal, man selv vælger,” siger han og tilføjer, at som med alle andre investeringstyper bør man følge tendenserne, så man er parat, når der fx er ekstra mange penge i Jokerpuljen.

Selv har Alex opbygget en investeringsportefølje, der primært består af lotto, skrabelodder og kasinospil. Men han har også nogle lodder i Klasselotteriet, Landsbrugslotteriet og Varelotteriet.

Holder sig fra tips og trav
Før man begynder at investere, er det en god idé at kortlægge sin risikoprofil. Den giver et vigtigt fingerpeg om, hvilke typer investeringer man bør satse på.

“For nogle er det måske en god idé at tippe på fodboldkampe eller at gå på travbanen. Den form for investering siger bare ikke mig noget. Risikoen er måske lavere med den type investeringer, fordi man ved hjælp af tendensanalyser kan spore sig ind på, hvor det er mest sikkert at sætte sine penge. Til gengæld er afkastet også lavere, end hvis du scorer den store gevinst i Lotto, hvor du jo kan få et afkast på flere millioner kroner for en indsats på en sølle tyver,” siger han.

Alex Tønder vil ikke afsløre, hvor meget han har tjent på sine investeringer, men indrømmer dog, at han har den helt store lottogevinst til gode.

“Men jeg har engang været på kasino, hvor jeg gik hjem med flere penge, end jeg havde med,” slutter han.