Foto: lechenie-narkomanii, Pixabay

En gruppe kokainbrugere vil ikke associeres med kvotekonger og partibetalte underbukser. Derfor har de ekskluderet en person, der er blevet afsløret som medlem af partiet Venstre.

Igennem de sidste mange år har en gruppe aalborgensiske venner i 30’erne mødtes en gang om måneden til en hyggelig aften med god mad, en tur i byen og nogle baner af det sydamerikanske rusmiddel kokain.

Men nu er der blevet slået alvorlige skår i fællesskabet. Det er sket, efter at et af gruppens medlemmer, en 32-årig it-konsulent ved navn Morten Jacobsen, er blevet afsløret som medlem af partiet Venstre.

Afsløret af adgangskort til landsmøde
Den jævnaldrende Jonathan Overmark har kendt Morten, siden de startede i 1.g på Aalborghus Gymnasium, og det var ham, der lørdag aften afslørede, at Morten var medlem af Venstre.

“I lørdags stod vi ude på toilettet på en natklub og skulle til at tage en bane. Idet Morten tog sin iPhone frem for at bruge den som underlag, faldt et lamineret kort ud af hans blazerlomme. Det var tydeligt, at Morten desperat forsøgte at skjule det med sin fod, men jeg skubbede ham væk og opdagede, at det var et adgangskort til Venstres landsmøde i DGI-Huset i Vejle sidste år.”

Venstremand siden 2007
Jonathan blev stærkt oprevet over at opdage, at hans ungdomskammerat var medlem af Danmarks Liberale Parti og konfronterede ham prompte med spørgsmålet om, hvor længe han havde været Venstre-mand.

“Han brød helt sammen og indrømmede, at han har været medlem siden 2007, altså helt tilbage i Anders Foghs statsministertid. Det er rystende, at man tror, man kender et andet menneske, men så afslører det sider af sig selv, man aldrig havde forestillet sig.”

Efter at oplysningen om Mortens medlemskab kom frem, er vennegruppen blevet enige om, at Morten fremover ikke er velkommen til at tage kokain med de andre.

“Folk kan jo tro alt muligt grimt om os. Bare fordi man godt kan lide en streg i ny og næ, betyder det jo ikke, at man får partibetalte underbukser eller er købt og betalt af kvotekonger, og den mistanke vil vi absolut ikke have hængende over os.”

Karantæne fra Jomfru Ane Gade
Mortens nedtur er dog ikke overstået. I en pressemeddelelse udsendt af en række aalborgensiske værtshuse kan man i dag læse følgende:

“Vi har altid haft en absolut nultolerance over for Venstre-medlemskab, og på grund af de nylige afsløringer om Morten Jacobsen ser vi os nødsaget til at idømme ham permanent karantæne fra Jomfru Ane Gade.”