Foto: Julian Herzog, Wikipedia

Foto: Julian Herzog, Wikipedia

Et mindre parti, der sidder i Folketinget, vil ikke længere garantere at pege på statsministerkandidaten fra et større parti i samme blok.

”Hvis en statsminister fra vores egen blok ikke vil leve op til en række kriterier, der er vigtige for vores parti, vil vi ikke længere holde hånden under regeringen.”

Udmeldingen kommer fra den politiske ordfører i et mindre parti, der har siddet i Folketinget i en årrække, og faldt under et interview med en journalist fra en større morgenavis, der har specialiseret sig i politiske proceshistorier og opsigtsvækkende overskrifter.

Vil ikke pege på statsminister fra den anden blok
Adspurgt om, hvorvidt det betyder, at det lille parti vil pege på en statsministerkandidat fra den anden blok, afviser den politiske ordfører:

”For os handler det om politik frem for personer og lignende floskler, men vi har gang på gang oplevet, at vi ikke har den indflydelse, vi ønsker. Samtidig er det svært at komme igennem i medierne, og derfor sender vi et signal om, at man også skal huske os, når man taler om de store partiers udspil.”

Konkret vil det lille parti i fremtiden være mindre tilbøjeligt til at komme det store parti til undsætning, hvis der opstår en krise, forklarer den politiske ordfører. Som eksempel peger han på, at det lille parti har været “meget hjælpsomme” over for det store parti, når de to partier var enige.

Efterfølgende har det lille parti dog følt sig svigtet, når det store parti har lavet aftaler med andre partier.

Parlamentarisk tradition for automatisk medieopmærksomhed
I Danmark er der ikke tradition for, at små partier vælter statsministre, og det er aldrig sket i nyere tid, at et parti efter et valg ikke har peget på statsministerkandidaten fra sin egen blok. Til gengæld er der tradition for, at det udløser automatisk medieopmærksomhed, når mindre partier fra begge sider af det politiske spektrum rutinemæssigt truer med at vælte både siddende og endnu ikke valgte statsministre.

Den politiske ordfører uddyber: ”Nu omformulerer jeg mit tidligere svar på en måde, så jeg lover vælgerne, at vi under ingen omstændigheder vil bringe en statsminister fra den anden blok til magten. Det skulle man tro, ville tage luften helt ud af historien, men heldigvis kan man altid score en avisoverskrift i landet, hvor intet sker, hvis bare man stiller folk en smule drama i udsigt.”