Foto: ASSY, Pixabay

TV3 stoppede optagelserne til Luksusfælden, da en 32-årig frisør fra Ishøj så alt for realistisk på sit overforbrug, og end ikke løgskæring fik hende til at græde.

Da Karina Svendsen på 32 år meldte sig til Luksusfælden på TV 3, var det i håbet om at få styr på økonomien, barbere 250.000 kroner af sin samlede gæld og blive en fletkurv med porrer og pasta rigere.

I stedet blev optagelserne aflyst efter første optagedag.

Stukket i siden med kost
”Jeg havde fået til opgave at lægge tusindkronesedler op i rækker på mit glasbord. Da jeg skulle gætte det beløb, jeg selv mente, jeg havde brugt på diverse i form af tøj, byture og cigaretter i januar, gættede jeg selv på 8500 kroner. Det rigtige beløb var 8398,50 kroner,” siger Karina, der ikke fik ros, men i stedet blev stukket i siden med en kost af en produktionsassistent.

“Det var selvfølgelig ikke rart, men nu har jeg jo netop meldt mig, fordi jeg gerne vil have hjælp. Det gør ikke nær så ondt at få en fejekost ind mellem ribbenene, som det gør at skylde 1,5 million til 17 forskellige kreditorer, så på den måde var jeg egentlig upåvirket.”

Heller ikke et forsøg på at zoome ind på Karina Svendsens ansigt, da de to alvorstunge eksperter i krølfri skjorter efterfølgende fremlagde, hvor mange penge hun havde brugt på junkfood og energidrik i januar, viste sig at kunne bruges i programmet.

”Jeg er klar over, at jeg bruger flere penge, end jeg har, på energidrikke, men jeg drikker dem, fordi jeg ikke indtager andet end cheeseburgere og træstammer, og det bliver man altså søvnig af. Selvfølgelig får jeg motion, når jeg går ud på min overdækkede altan for at ryge mine 42 daglige cigaretter, men det gør mig ikke særlig frisk,” siger Karina.

Forsøg på gråd mislykkedes
Som sidste udvej forsøgte holdet sig med visualiseringer. I Ishøj Bycenter, foran Karina Svendsens arbejdsplads, skulle frisøren derfor hælde en blanding af cheeseburgere, energidrik, træstammer og cigaretter op i en fiskebowle, mens en produktionsassistent snittede rå løg og spillede Adele i baggrunden.

“Men de endte med at pakke det hele sammen, da jeg smilede og fortalte, at jeg var enormt taknemmelig, fordi de ville hjælpe mig med at få styr på min økonomi,” fortæller Karina.

TV3 bekræfter, at Karina Svendsen desværre ikke kunne levere den gråd, urealistiske vurdering af egen økonomi og manglende selvindsigt, som er programmets præmis.