Foto: RickBL, Bigstock

Foto: RickBL, Bigstock

Utallige selvstændige elsker deres momsregnskaber så højt, at de venter til allersidste øjeblik med at indberette. På den måde får de mest ud af det, de kalder “det fedeste overhovedet ved at være selvstændig”. 

Katrine Frandsen kan næsten ikke sidde stille. Trods sine 48 år, hvoraf hun har været selvstændig de 20, glæder hun sig som et lille barn. Hver eneste gang.

“Nu skal jeg kun sove én gang mere, så skal jeg indberette moms,” siger hun og afslører, at hun har gennemgået sit momsregnskab to gange om dagen de sidste tre uger.

“Jeg prøver at lave det så sent som muligt, så jeg kan nyde glæden og forventningen længst muligt, men det ender altid med, at jeg laver regnskabet flere uger før sidste indberetningsfrist. Men jeg indberetter ikke før tid, det gør jeg altså ikke. Jeg er voksen og disciplineret, og jeg ved, hvor ærgerligt det er at gå glip af forventningens glæde,” siger hun.

Som at snyde med skrabejulekalenderen
Den ti år ældre Anders Just er mindst lige så begejstret som Katrine. Han har prøvet at indberette længe før fristen, men har efterhånden lært at kontrollere sin iver.

“Det er som at snyde med skrabejulekalenderen og skrabe alle felter den første. Det giver måske et sus, mens det står på, men så er det en flad fornemmelse resten af december,” fortæller han og fortsætter:

“Den fejl begår jeg ikke igen. Når man mødes med andre selvstændige, går alle og taler om, hvor meget de glæder sig til at indberette moms, og så føler man sig bare totalt øv og udenfor, fordi man allerede har gjort det,” siger han og tilføjer, at i år er han ikke engang færdig med sit momsregnskab endnu.

God vin og NemID
“Er det rigtigt? Er du ikke færdig med dit momsregnskab endnu, din heldige kartoffel?” udbryder Katrine forundret.

Anders nikker og siger, at det har krævet stor selvdisciplin, men at han er virkelig glad for, at det lykkedes ham at udsætte det så længe.

“Du må tænke på, at jeg er ældre og har flere års erfaring end du. Det skal nok komme,” siger han til Katrine, der nikker fortrøstningsfuldt.

Hun erkender dog, at der nok går en rum tid, før hun lærer at vente så længe.

“Men det gør ikke noget. Nu er det i morgen, og jeg glæder mig bare så meget. Vi er en lille flok, der skal mødes efter fyraften og spise sammen, før vi sætter os med god vin og NemID og indberetter på samme tid. Det gør det hele endnu mere festligt, at man kan dele den glædelige begivenhed med mennesker, man holder af,” slutter hun.