Foto: Paha_L, Bigstock

De mener selv, de har alle svarene, og vil gerne bruge lang tid på at fortælle, hvordan tingene hænger sammen, lyder det fra en gruppe kvindelige journalister, der har interviewet en lang række mænd.

“Sagen er jo den, at …”

Sådan indleder en mandlig kilde ofte et svar, når en kvindelig journalist stiller ham et spørgsmål, hvad enten det handler om et nyt lovforslag, et teaterstykke, en personlig historie om en konflikt med kommunen eller noget helt fjerde.

Klassisk mansplaining, mener Katja Rygaard, der er formand for QQ, Quinder with Questions, en organisation under Dansk Journalistforbund.

Rygaard og flere af hendes kvindelige kolleger oplever ofte, at de mænd, som de interviewer, ikke kan dy sig for at belære dem.

Akademikere er de værste
“De synes selv, de har alle svarene, og vil gerne bruge virkelig lang tid på at forklare, hvordan tingene hænger sammen – også selvom man har brugt udtryk som ‘vil du her til sidst kort fortælle …’ eller ‘hvordan vil du med få ord opsummere’. Det er dybt frustrerende, når de jo bare kunne nikke ja til det, jeg fremlægger,” siger Rygaard og fremhæver mandlige akademikere som de værste.

“Når en mand har brugt sit liv på at studere et bestemt emne, kan han nærmest ikke holde op med at tale om det, når først jeg har stillet et enkelt spørgsmål. Men kunne det tænkes, at jeg også havde stor viden om eksempelvis nanoteknologi, Schillers tidlige værker eller japansk politik?” spørger journalisten retorisk og tilføjer, at hun dog “i rent faktabaseret forstand” ikke ved så meget om lige præcis de tre ting.

Har verden brug for at høre min stemme?
På grund af den omfattende mansplaining vil organisationen QQ opfordre mandlige kilder til at revurdere deres opførsel, når en kvindelig journalist vil tale med dem.

“Tænk over det her, mand: Har verden virkelig brug for at høre min stemme frem for de mange stærke kvinder, der findes rundtomkring? Bør jeg ikke snarere læne mig ydmygt tilbage og lytte, ja, faktisk sige nej til at deltage i interviewet?”

Katja Rygaard mener ikke, at en mere begrænset eller ligefrem ikke-eksisterende deltagelse fra hendes mandlige kilder vil gøre hende artikler dårligere.

“Jeg vælger i første omgang kun mandlige kilder, når der virkelig ikke er nogen relevante kvinder, jeg kan tale med. Det siger noget om, at mændene stadig sidder på mange magtpositioner, og dem kan jeg rive ned ved at indsætte mine egne observationer om et givet emne. På den måde bidrager jeg også til flere kvindelige stemmer i debatten. Det er en ren win-win.”