Foto: YevgenijDubinko, Bigstock
Det, der kunne være blevet et hæsblæsende drama om en gruppe menneskers oprør mod uretfærdighed, bliver aldrig til andet end en tam og uforløst farce, mener RokokoPostens anmelder.
OK18: Den Danske Model handler om en gruppe offentligt ansatte og deres arbejdsgivere, der forhandler overenskomst. Forestillingen indledes ved forhandlingsbordet med ordene “vi kommer ikke videre”.
I løbet af ganske kort tid eskalerer situationen. De ansattes forhandlere fremdrager en liste med navnene på 57.000 mennesker, man vil tage som gidsler, og arbejdsgiversiden svarer igen med en meget længere – ligeledes præfabrikeret – liste for at vise, at hvis denne gidseltagning sættes i værk, vil arbejdsgiverne også tage gidsler – mange flere gidsler.
Hermed skulle man tro, at der var lagt op til et hæsblæsende drama. Det er imidlertid ikke tilfældet.
Løn for at spise madpakker
Efter en lang, kedelig sekvens fyldt med unødvendige dialoger bliver forestillingen decideret mærkelig. Pludselig vælter det frem med reklamer på bybusser og aviser. Folk må ikke blive sure, fortæller reklamerne, for de bliver kun taget som gidsler, fordi de offentligt ansatte ellers ikke vil få løn for at spise deres madpakker.
Det er et pudsigt påfund, og det er lige før, man begynder at føle sig underholdt. Men så kører fortællingen atter af sporet.
Store folkemængder samles i forsamlingshuse og på gader og stræder for at råbe i kor, at de andre er dumme. Og pludselig vælter de ud og begynder at tage folk til fange. Gidseltagningen er i gang, og man begynder så småt at blive interesseret og nysgerrig efter, hvordan forestillingen ender.
Fantasiløst antiklimaks
Desværre forsømmer manuskriptforfatterne at forløse det episke gidseldrama. Det hele falder brat til jorden, da ministeren toner frem på en storskærm for at sige, at nu griber regeringen ind, så alle gidsler skal frigives, for ellers er det ulovligt.
Her forventer man, at de ansatte fortsætter kampen. Når sagen er vigtig nok til at tage så mange gidsler, er den naturligvis også vigtig nok til at trodse ministeren og kæmpe videre med blod, sved og tårer.
Sådan går det imidlertid ikke. Forestillingen slutter pludseligt, de offentligt ansatte går på arbejde igen, for som hovedpersonen siger til sidst:
“Det kan ikke betale sig at fortsætte. Så dårligt har vi det jo heller ikke.”
