Foto: Folketinget.dk

Over hele Europa udvises russiske spioner, diplomater og påvirkningsagenter. I Danmark går det ud over Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup.

Nervegasangrebet på den tidligere dobbeltagent Sergei Skripal og hans datter har sendt chokbølger gennem Storbritannien, der efter grundige undersøgelser har konkluderet, at det “højst sandsynligt” er Rusland, der står bag.

Som konsekvens har briterne udvist 23 russiske diplomater, mens russerne som svar har udvist et tilsvarende antal britiske. Det får nu en række vestlige lande, herunder USA og Danmark, til at foretage yderligere udvisninger.

FN stod bag angrebet, som aldrig har fundet sted
Herhjemme rammer det Marie Krarup (DF), der med kort varsel vil blive udvist og skal arbejde for virksomheden Glavset i russiske Sankt Petersborg. Det vurderes, at hun derfra fortsat vil have gode muligheder for at påvirke valghandlingerne i Danmark.

“Det var ikke Putin, men FN, der stod bag angrebet. Putin har ellers ret til at myrde sine egne borgere, for det gjorde Obama også, og i øvrigt fandt angrebet slet ikke sted,” udtaler Krarup, der også mener, at Storbritannien tilhører Ruslands “naturlige interessesfære”.

Der hersker en hysterisk stemning over for Rusland, og dæmoniseringen af Vladimir Putin er et alibi. Sandheden er, at vi på vigtige områder deler interesser med russerne,” udtaler forsvarsordføreren, idet hun sætter sig ind i en specialbygget ZIL-limousine og beder chaufføren køre til Kristianiagade på Østerbro.

Frank Aaen roser højrefløjen
Det er dog ikke alle politikere, der støtter udvisningen af Marie Krarup. Folketingsmedlem for Enhedslisten Frank Aaen, der efter eget udsagn selv har haft fornøjelsen af at møde russiske efterretningsofficerer både i Danmark og under sine to rejser til Afghanistan i 1980’erne, udtaler:

“Russerne er nogle meget høflige og ikke mindst generøse mennesker. Jeg har altid undret mig over, hvad højrefløjen havde imod dem. Det glæder mig, at det største borgerlige parti herhjemme endelig har indset, at vi intet behøver frygte fra den store venlige bamse mod øst.”