Foto: Folketinget.dk

Fremover skal Bjarne Corydon bruge sin unikke evne til at dræne enhver organisation for ideologi og kampgejst til at undergrave politiske og religiøse ekstremister som Islamisk Stat og Al-Qaeda.

Med en enkelt hånd på rattet og blikket ud af bagruden bakker Bjarne Corydon rutineret sin Volvo-stationcar på plads, så traileren stikker en smule ud over graven. Vi er på Kirstinehøj Genbrugsplads på Amager, hvor forårssolen skinner, og mågernes skrig blander sig med larmen fra gravemaskiner og bakkende lastbiler.

Her har RokokoPosten mødt Corydon på hans sidste arbejdsdag som chefredaktør for Børsen.

Røde faner til storskrald
“Jeg skal bare lige af med det sidste læs, så er jeg færdig for i dag,” siger Corydon og tipper traileren. Ned ryger en bunke eksemplarer af Anders Fogh Rasmussens Fra socialstat til minimalstat. Corydon tager en kost og fejer resterne samme vej. Det er blandt andet kaffekopper fra CEPOS og et stort maleri af Ayn Rand.

Alt sammen ryger det ned i en stor dynge af affald, der tydeligvis har ligget længe på lossepladsen. Mørnede røde faner, arbejdersangbøger og en messingbuste af Stauning.

Netop den evne til at dræne en organisation fuldstændigt for politisk ideologi gør, at den tidligere socialdemokrat Bjarne Corydon er blevet udpeget til chef for Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme.

Håbet er, at når Corydon på rekordtid kunne rense et 150 år gammelt parti og landets skøreste avis for meninger, vil det være en smal sag også at afradikalisere andre politiske og religiøse ekstremister.

Kan eksporteres til Mellemøsten
På sigt er det forventningen, at den såkaldte Corydon-model kan eksporteres uden for landets grænser. Fx har den irakiske indenrigsminister Qasim al-Araji udvist interesse for Corydons sprogegenskaber og eventuelle slægtskab med den arabiske Quresh-klan.

“Havde vi haft Al-Bjarne som emir (leder, red.) i Daesh (Islamisk Stat, red.), havde terroristerne næppe startet en fanatisk og brutal erobringskrig med hovedafhugninger og selvmordsbombere. De havde været alt for optagede af kalifatets arbejdsudbud i 1446 (år 2025, red.) samt at indføre nye arbejdstidsregler for koranskolelærere.”