Foto: Ældre Sagen, Vimeo

På grund af uheldige udtalelser fra Tommy Ahlers om blandt andre statsministeren har regeringen disruptet sig selv og givet posten til X Factor-dommer Thomas Blachman.

“Den her bygning er så røvsyg. Jeg røvkeder mig, når jeg ser på den. Prøv lige at se på den. Hold lige kæft. Prøv lige at se rigtigt på den. Det er røvsygt, det her.”

Ordene kommer fra den nyudnævnte uddannelses- og forskningsminister Thomas Blachman, der er i færd med at tapetsere en udvendig mur på Christiansborg med tapet i vandrette striber. Det sker blot få timer, efter at han har overtaget posten fra Tommy Ahlers, som også har været dommer i et tv-program, men på grund af uheldige udtalelser om en lang række politikere kun holdt en enkelt dag på posten.

Danskerne har ikke ild
Til spørgsmålet om, hvad Thomas Blachman ønsker at stille op med sin nye post, svarer han prompte.

“Vi laver én uddannelse. Vores idéer er jo inde i vores hoveder, de er jo ikke ude på KUA (Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet, red.), for fanden. De skal ud af hovedet. Det er derfor, det hedder UDdannelse. Det hedder jo for fanden ikke INDdannelse. De skal ud! Helt ud! Ud på min båd, for eksempel!” siger han og uddyber, hvad hans visioner er for uddannelsesområdet:

“Jeg kommer med kærligheden. Med et stribet jakkesæt. Jeg har også smøger. Spørgsmålet er: Har danskerne ild? Nej, det har de fandeme ikke. De har hældt filterkaffe på deres ild. Den danske ild er brændt ud, den er dræbt af middelmådig tænkning og automatkaffe! Kaffe, som engang var det, vi bød uventede gæster. Nu trækker vi det bare i en automat og brænder fingrene, imens vi er bange for uventede gæster! For det her land belønner middelmådigheden og lortekaffe. Hold nu kæft, for fanden!”

Vil lave Idé Factory Center
Thomas Blachman annoncerer desuden, at han som sin første ministergerning vil anlægge et ambitiøst europæisk forskningscenter.

“Det bliver så sindssygt godt. Indtil videre har jeg hyret tre syvendeklasser til at udtænke et globalt koncept. Vi skal bare have de idéer til finansiering, lancering og drift ud af de unges hoveder, så slår vi dørene op til Idé Factor Center.”

Da Rokokoposten afslutningsvist spørger, hvordan Idé Factory Center skal positionere Danmark i det internationale uddannelses- og forskningslandskab, har den nybagte minister desværre ikke mere tid, da han skal ud og råbe af kvabsede teenagere på gaden, så de kan få idéer.

“Jeg forestiller mig, det bliver cirka i midten!”