Collage: Wikipedia/Marie Dyekjær Eriksen

Collage: Wikipedia/Marie Dyekjær Eriksen

Udflytning af 8000 statslige arbejdspladser og yderligere en milliard i kommunal udligning er ikke nok. Jyske Venstre-folk kræver fredede ulve til København.

“Vi forestiller os, at man nedriver alle bygninger fra Kastellet til Langebro og indretter en 300 meters kystzone, hvor der ikke engang må bygges en isbod. Til gengæld skal der være ulve over det hele. Måske også en bæver.”

Sådan tænker Ringkøbings borgmester, Hans Østergaard (V), at den del af Københavns havnefront, der i dag rummer Amalienborg, Børsen og Christiansborg, skal se ud i fremtiden.

Han og andre midt- og vestjyske Venstre-borgmestre har stillet en række krav til de kommende forhandlinger om regeringens nye udligningsreform, “Et Danmark i endnu bedre balance”.

Rart at tænke på den vilde natur i København
De jyske Venstre-borgmestre foreslår, at der udsættes ulve eller tilsvarende store rovdyr i det meste af København. Samtidig skal kystarealerne i hovedstaden genoprettes.

“Vi kan lide tanken om, at man kan sidde og nyde en kop besk sort filterkaffe på gågaden i Tarm eller Ringkøbing og glæde sig over, at der findes mange kvadratkilometer uberørt natur og sjældne dyrearter et sted i landet, hvor man aldrig kunne drømme om at sætte sine ben.”

Kan nemt indgå i det københavnske økosystem
Idéen om ulve i København møder modstand på hovedstadens rådhus.

“Vi er ikke et frilandsmuseum, der skal indrettes efter andres æstetiske præferencer,” udtaler en oprørt Frank Jensen, der kritiserer, at man ikke har spurgt københavnerne og tilføjer:

“Vores landsdel er bosted og arbejdsplads for hundredtusindvis af mennesker!”

Til gengæld bakker den københavnske afdeling af Danmarks Naturfredningsforening op.

“Ulven er en opportunistisk jæger, og i København er der flere syge og svage byttedyr. Ulven vil have nemt ved at indgå i det københavnske økosystem,” udtaler formand Louise Villumsen.

Hun mener dog, at de jyske borgmestre er alt for uambitiøse i deres udspil.

“Vi mangler også bjørne og vildsvin og måske en gletsjer, der dækker Nordvestkvarteret.”