Foto: Kristian Holm, Heartland

Foto: Kristian Holm, Heartland

En 29-årig mand fra den lavere middelklasse blev observeret på den nyligt overståede Heartland Festival på Fyn, hvor flere bemærkede, at han ikke løj om at have læst “De sataniske vers” og var alt for begejstret for svinekød.

Forrige weekend blev Heartland Festival afviklet ved Egeskov Slot på Fyn, hvor 18.000 gæster nød koncerter og talks med kendte kunstnere og kulturpersonligheder. Imidlertid bemærkede flere, at der blandt deltagerne var en mand fra den lavere middelklasse.

“Det var helt tydeligt, at han slet ikke hørte til her. Hans skjorte var strøget alt for pænt. Og så spiste han for meget gris,” siger en anonym festivaldeltager.

Svend Brinkmann var overvurderet
En anden festivaldeltager fortæller, at han også bemærkede manden, særligt på grund af hans aparte alkoholindtag.

“Han drak vildt mange Høker Bajer fra Hancock, hvilket sådan set er okay på en lidt retro proletaragtig måde, når det nu ikke kan være Mikkeller. Men han drak dem på sådan en grådig, tørstig måde uden at fortælle andre om, hvordan øllene var brygget, og hvilken slags humle der var brugt.”

Særligt graverende blev det, da manden i en samtale med andre festivaldeltagere ved en grødbod nægtede at lyve om, at han havde læst “De sataniske vers” af Salman Rushdie.

“Det var virkelig tåkrummende. Altså, selvfølgelig har ingen læst den mærkelige og usammenhængende bog, hvilket jo netop er grunden til, at alle kan hævde, de har læst den. Det blev ikke bedre, da han efterfølgende sagde, at han mente, Svend Brinkmann var ret overvurderet. Man kunne høre folk gispe næsten 30 meter væk,” fortæller Kathrine Svendsen, der er kreativ designer og podcast-tilrettelægger fra Humlebæk.

Ironi ødelagde smagen af svinekød
Efterfølgende er det lykkedes RokokoPosten at identificere manden som en 29-årig salgsassistent fra Skive, der deltog i festivalen sammen med sin kæreste.

Manden ønsker ikke at stå frem med navn, men skriver i en mail:

“Jeg endte på Heartland, fordi min kæreste havde fortalt mig om en streetfood-bod, der udelukkende serverede retter med bacon. Det viste sig, at de serverede dem ironisk distance, hvilket man ikke skulle tro, kunne ødelægge smagen af bacon. Men det gjorde det.”