Foto: Agnete Schlichtkrull, DR

Selv ikke Blachman er lige så præcis og fejlfri som videodommer-systemet, der kan opfange falske toner, dårlig energi og manglende x-faktor.

“Summertime/ And the livin’ is easy”

17-årige Sasha Jensen lukker øjnene, mens hun synger foran Thomas Blachman. Den landskendte X Factor-dommer smiler og vugger med, og efter at sidste frase er sunget, udbryder han begejstret: “Det er for fedt, det, du laver. Jeg tror aldrig, jeg har hørt nogen, der synger så -”

Pludselig tager Blachman sig til øret; en besked lyder i hans øresnegl. Han tegner en firkant i luften med hænderne og løber hen til en kvinde med en lille skærm.

“Jeg tror, hun synger falsk lige her,” siger kvinden, spoler et par sekunder tilbage på skærmen, hvor Sashas sang er blevet optaget, og trykker ‘play’.

Hænger på tre toner
“Den er god nok,” nikker kvinden, og Thomas Blachman må tøvende give hende ret. Sasha hænger på hele tre toner i den omfangsrige melisme (hvor man synger flere toner på én stavelse, red.) på første stavelse af “easy”.

“Du går desværre ikke videre,” siger Blachman, og Sasha går skuffet tilbage til sin familie. Kvinden med skærmen, Charlotte Bendixen-Hansen, smiler tilfreds.

“Det er tredje gang, VAR-systemet opfanger en fejl i sangen, som Blachman ikke har været opmærksom på,” siger Bendixen-Hansen, der er TV 2’s første VAR, eller VAMR, altså Video Assistant Music Referee.

Når X Factor næste år går i gang på TV 2, som har overtaget programmet fra DR, skal hun hjælpe Blachman og de andre dommere med at vurdere musikerne og kan, i stil med videodommeren ved det igangværende fodbold-VM, stoppe deres optræden, hvis hun opfanger en fejl.

X-faktor nede på 2,4
“Vi har stor respekt for Thomas Blachman, men ikke engang han er lige så præcis og fejlfri som VAMR-systemet, der både kan opfange falske toner, dårlig energi hos sangeren og manglende x-faktor,” siger programchef hos TV 2, Lotte Lauridsen, der har godkendt brugen af dommersystemet.

“I går havde vi for eksempel en mand til precasting (første udvælgelsesrunde, red.), som sang rigtig godt og virkede supersympatisk, men hans x-faktor var nede på 2,4 ud af 10. Den ville en almindelig dommer ikke have fanget bare ved at bruge øjne og ører, heller ikke Blachman,” siger Lauridsen.

Thomas Blachman var i første omgang skeptisk over risikoen for at blive underkendt, men RokokoPosten erfarer, at han siden blev tilbudt 8,2 millioner kroner som kompensation.

“VAMR er genialt, faktisk lige så genialt som mig, og det er det, de unge har brug for,” udtaler han.