Foto: Buso23, Bigstock

Foto: Buso23, Bigstock

Tanken om forhøjet blodtryk, dårlig hukommelse og måske en permanent ødelagt hjerne gjorde Susanne Mikkelsen så rolig, at hun straks faldt i søvn og vågnede frisk og veludhvilet.

Klokken nærmede sig to om natten, og Susanne Mikkelsen var endnu ikke faldet i søvn. Nervøst rakte hun ud efter sin telefon og så, at der kun var fem timer, til hun skulle op. Ikke bare skulle hun på arbejde, hun skulle lave en meget vigtig præsentation, der kunne få stor betydning for hendes videre karriere.

“Jeg var virkelig ikke på toppen lige der. Så jeg besluttede mig for at gå på nettet og se, hvad man kunne gøre for at falde i søvn.”

Skader hjernen permanent
Bænket foran den blåt lysende skærm fandt Susanne flere artikler, der forklarede, hvorfor det var så vigtigt at få nok søvn – hver dag.

“Man kan ikke bare sove fem timer i hverdagene og så indhente de forsømte i weekenden. Nej, det handler om at have helt faste sengetider og kende sit søvnbehov meget nøjagtigt, så vækkeuret ringer lige i det øjeblik, man befinder sig i den sidste, slumrende REM-fase. Ellers føler man sig uudhvilet, sløv og glemsom hele dagen,” fortæller Susanne, der yderligere fandt ud af, at manglende søvn kan give forhøjet blodtryk og på længere sigt skade hjernen permanent.

“Hvis søvnmanglen skyldes stress, kan stresshormonerne ende med at slå nerveceller ihjel, så man mister koncentrationsevnen fuldstændig og ikke engang vil kunne skrive en indkøbsliste længere.”

Lullet i søvn af tanker
Endelig fandt Susanne ud af, at søvnmangel indirekte kunne forårsage en større vægtstigning, og her begyndte hun at føle sig mere rolig.

“Jeg har lige været igennem en længere periode med kostomlægning og tabt mig ti kilo, så det ville være træls at tage det hele på igen. Derfor overbeviste den lidt skræmmende artikel mig om, at det nok var bedst at gå i seng.”

Susanne læste videre, og efter en halv time var hun helt afslappet og kunne næsten ikke holde øjnene åbne.

“Jeg tænkte på, hvor skrækkeligt det ville være at døje med alle de ting og så oven i købet klare det dårligt på arbejdet, så jeg måske endte med at blive fyret. De tanker lullede mig i søvn, og jeg vågnede relativt veludhvilet. Samme aften gik jeg i seng klokken elleve og faldt i søvn med det samme.”

(Artiklen blev oprindeligt bragt den 16/8 2017)


Forfatterkommentar af Marta Sørensen

Jeg går skam ind for ytringsfrihed. Journalister skal bare skrive alle de artikler, de har lyst til. Men når det kommer til tekster om, hvor forfærdeligt det er ikke at få nok søvn, vil jeg godt, som lejlighedsvis dårligt sovende, gøre en undtagelse: Kan vi lave en aftale med et meget strengt og bevæbnet korps af censorer om, at de slår hårdt ned på advarsler om, hvordan søvnmangel ødelægger dit liv, især hvis teksterne dukker op på ens smartphone klokken et om natten? Tak.