Foto: RazvanPhotography, Bigstock

Foto: RazvanPhotography, Bigstock

Du har sikkert hørt, at de kører på cykel nede i Frankrig i disse dage. Men hvad handler det egentlig om? RokokoPosten giver dig her de vigtigste facts om årets tour.

1. Det slutter næste søndag
Det virker måske som om, det aldrig får en ende. Men det gør det. Søndag den 23. juli køres sidste etape, så du skal kun sove otte gange mere, så er det overstået – medmindre du sover middagslur, hvilket du jo lige så godt kan gøre, hvis du lever sammen med en, der sidder klinet foran skærmen for at se på mænd, der kører på cykel.

2. Der er ikke noget plot
Man kunne godt tro, at når der bliver brugt så mange fjernsynstimer på sagen, må det være, fordi der sker noget spændende. Det er imidlertid ikke tilfældet. Der er ganske vist noget med etapevindere og forskellige former for trøstepræmier til dem, der er bedst til at spurte og cykle i bjergene, men nogen egentlig handling er der ikke.

3. Nogle gange standser de for at tisse
Hvis man er tvangsindlagt til at sidde og se på alle de der mænd, der cykler, kan man lege en lille leg, hvor man tæller, hvor mange gange der bliver vist billeder af rytterne, når de stiger af cyklen for at lade vandet. Man kan også tælle styrt eller lege en anagramleg, hvor man skal danne titler på B-film fra 80’erne af deltagernes navne.

4. Cykelrytterne barberer ben
Hvis du kigger på cykelrytternes ben – og det kan du jo lige så godt, hvis du skal sidde og se på det – vil du opdage, at de ikke har hår på benene.Den officielle forklaring er noget med luftmodstand, fordi mænds hår på benene gør det helt umuligt at cykle i modvind. Det lyder som en dårlig undskyldning, og det er det også. Den virkelige forklaring er, at også mænd ligger under for umenneskelige skønhedsidealer.

5. De er allesammen på epo
Når man tænker på, hvor mange kilometer rytterne skal cykle – også op ad stejle bjerge i stegende hede – kan man godt få den tanke, at det kræver superkræfter. Men faktisk kræver det bare lidt epo. Det er dog imod reglerne at tage det, hvilket giver konkurrencen en ekstra finesse, som går ud på at tage det så snedigt, at det ikke bliver opdaget. Det lykkes for de fleste, men der er altid nogle, der ikke kan finde ud af det. De bliver opdaget og diskvalificeret. Så kan de lære det!

(Artiklen blev oprindeligt bragt den 15/7 2017)


Forfatterkommentar af Zenia Larsen

Bortset fra, at årets tour slutter i morgen og ikke »næste søndag«, er denne artikel lige så aktuel som sidste år. Jeg mindes, at der dengang var lidt utilfredshed på Facebooksiden, fordi en kender kunne have fundet sjovere ting at fremhæve. Lad mig derfor slå fast, at pointen med artiklen er at udstille ignoranterne. For jeg kunne selvfølgelig ikke drømme om at gøre grin med så prægtig en sportsbegivenhed som Tour de France.