Personfølsomme oplysninger om tre danske borgere blev indsamlet og offentliggjort i 900-tallet, uden at de korrekte procedurer om indhentning af samtykke blev fulgt.
“XX gjorde disse kumler efter XX, sin XX, Danmarks XX.”
Sådan står der på den lille Jellingsten fra omtrent 950. Næsten. RokokoPosten har nemlig undladt at videregive de personfølsomme oplysninger, som befinder sig på det velkendte mindesmærke, idet dette formentlig ville være i strid med EU’s persondataforordning, også kendt som GDPR.
Ingen vej udenom
EU har besluttet, at både den lille og den store Jellingsten skal fjernes, netop på grund af disse oplysninger, der blandt andet indeholder navne, slægtsforhold og trosretning.
“De korrekte procedurer om indhentning af samtykke er ikke blevet fulgt. Vi kan godt have en formodning om, at stenene er en del af et PR-fremstød, som de nævnte personer selv har iværksat, men når de ikke har haft mulighed for officielt at godkende brugen af deres oplysninger, er der ingen vej udenom,” siger EU-talskvinde Joséphine Guillaume.
Den danske stat har fået besked på enten at slette de ulovligt indsamlede data eller transportere begge Jellingsten til Bruxelles, hvor de vil blive opbevaret på et lager med lignende ikke-digitale personoplysninger.
“Jeg kan godt forstå, hvis enkelte danske borgere ikke bryder sig om, at nationale mindesmærker bliver fragtet til en anonym EU-bygning, men stenene kommer i godt selskab,” siger Guillaume og nævner flere stykker italiensk kulturarv, blandt andet inskriptioner fra Romerriget med teksten “Res gestae XX XX” (navn og religiøst tilhørsforhold fjernet).
Flot flise med EU-logo
“EU klandrer ikke fortidens velhavere og magtmennesker for at have bestilt kunstværker med deres og andres navne på. De vidste jo ikke bedre. Så er det godt, at vi i Bruxelles kan træde til og sikre, at ingens persondata bliver misbrugt.”
Joséphine Guillaume forsikrer danskerne om, at de vil blive kompenseret for at have afleveret Jellingstenene.
“Der hvor stenene stod, vil vi placere en flot flise med EU-logo, så borgerne i Jelling dagligt kan glæde sig over, at de nu er en fuldbyrdet del af unionen. Med tiden vil de nok indse, at det er langt bedre end at sukke efter nogle sten med streger på.”