Foto: Barcelona_dreams, Bigstock

Foto: Barcelona_dreams, Bigstock

I mange muslimske lande kæmper kvinder mod tvangsægteskaber og i det hele taget retten til at flytte hjemmefra eller leve med en partner uden at være gift. Når danskere gifter sig, signalerer de derfor, at de er ligeglade med disse kvinders kamp. 

Når kvinder i Danmark vælger at iføre sig burka, niqab eller hijab, håner de kvinder i bl.a. Iran, der kæmper for retten til at færdes i det offentlige rum uden at være dækket til. Det har mange debattører fremhævet den seneste tid, efter at den såkaldte burkalov er trådt i kraft.

Det gælder naturligvis ikke kun tildækning, understreger flere islamkritikere. Der er selvfølgelig tale om en hån, hver gang danskere gør noget, som mennesker i de muslimske lande kæmper for at undgå.

“Det er usolidarisk over for kvinder, der tvinges til at gifte sig, at danskere gifter sig helt uden at tænke over de signaler, de sender til deres undertrykte kvinder i den muslimske verden,” siger Susanne Jørgensen, 47, der har valgt at leve alene og altid spiser ude på steder, hvor mænd laver mad, for at vise sin solidaritet over for de kvinder, der kæmper for ikke at blive forvist til et liv foran kødgryderne.

“Jeg har også hyret en mandlig rengøringsassistent for at vise empati over for de kvinder, der tvinges til at gøre rent i hjemmet,” siger hun.

Ægteskab sjældent frivilligt
Hun påpeger, at selvom de fleste danske kvinder hævder, at de frivilligt har giftet sig, er der ikke tale om et frit valg.

“For det første udsættes kvinder for social kontrol, så snart de når voksenalderen. Hvornår skal de giftes, hvad med børn … og så er loven sådan, at det faktisk er juridisk risikabelt at leve sammen uden at være gift. At anerkende, at kvinder frivilligt går ind i et ægteskab i Danmark, er derfor også en hån mod gifte kvinder i Danmark,” siger hun.

Forbud vil hjælpe undertrykte kvinder
Mogens Poulsen, 55, er enig. Sammen med Susanne Jørgensen og andre islamkritikere har de lavet et borgerforslag om helt at forbyde ægteskab.

“Hvis vi ikke forbyder ægteskab, når de i muslimske lande kæmper for at undgå at gifte sig, er vi jo på en måde ikke bedre end dem,” siger han og slutter:

“Det gælder i øvrigt også medlemskab af Folkekirken. Det bør være forbudt at melde sig ud, for hvad er det lige for et signal, man sender til kristne, der forfølges og dræbes i andre lande, at vi her bare forlader den tro, de kæmper til døden for at få lov at beholde?”