Foto: LightField Studios, Bigstock

Foto: LightField Studios, Bigstock

Fra 1. september lancerer IKEA Farland, hvor mænd kan opholde sig i trygge rammer, mens kunderne klarer indkøbene. 

Det skal være sjovt at komme med i IKEA. Efter denne devise har IKEA i mange år gjort det muligt for børn mellem tre og ti år at lege i det bemandede legerum Småland. Det er dette koncept, der fra 1. september udvides, forklarer projektleder Annika Lorenzen.

“I IKEA lægger vi stor vægt på ligebehandling, og derfor har vi længe arbejdet på en løsning, der giver fædre og andre mænd de samme muligheder som børnene,” siger hun.

Den nye afdeling, Farland, bliver i lighed med Småland bemandet, så kunderne trygt kan efterlade deres mænd, mens de handler. Så kan mændene lege og hygge sig i et miljø med bløde møbler, man ikke kan slå sig på, og med masser af stimulerende legetøj.

Begejstrede testbrugere
42-årige Anders Dalgaard er en af de fædre, der har været så heldige at få lov at prøve det testrum, der blev åbnet i IKEA Aarhus i juni måned. Han fortæller begejstret, hvordan tiden fløj af sted, så han næsten ikke havde lyst til at komme med hjem igen.

“Det er virkelig lækkert indrettet med sofaer og madrasser, man gerne må hoppe på, hvis man bare tager skoene af. Jeg mødte også nogle andre mænd, som jeg legede med. Vi legede lufthavn med de fine modelfly af træ, som vi fandt derinde. Men der er også masser af andre sjove ting at lave,” siger han.

For Anders’ kone, Line Dalgaard, var det også en god oplevelse at kunne efterlade sin mand i Farland.

Hun fortæller, at hun var lidt beklemt ved situationen, selvom hun flere gange uden problemer har ladet parrets søn, Adrian på syv år, lege i Småland.

Personalet hjalp med konfliktløsning
Det viste sig heldigvis, at personalet var rigtig kompetent. Da Anders Dalgaard på et tidspunkt blev ked af det, fordi en anden mand påstod, at han havde taget hans flyver, opdagede en medarbejder det hurtigt og fik hurtigt løst konflikten.

“Han havde lagt den fra sig og stod og tegnede med farver på en tavle, så jeg troede, at han var færdig med at bruge den. Det viste sig, at han ville tegne et kontroltårn, som vi kunne bruge i legen, så det var selvfølgelig fair nok, at han fik flyveren tilbage. Jeg havde jo allerede en,” siger Anders, der er glad for medarbejderens hjælp.

“Han var et stort brød, ham Magnus, så jeg blev ret forskrækket. Jeg gjorde det jo ikke med vilje, men det hjalp søde Katrine heldigvis også med at få ham til at forstå, så vi blev hurtigt gode venner igen,” slutter han.