Foto: kwest19, Bigstock

En række medarbejdere, der leverer en dårligere indsats end andre ansatte, bliver systematisk forfordelt på danske arbejdspladser og udskammet af ledelse og kolleger, og de får markant mindre i løn.

En ny rapport fra Dansk Center for Kompetencemangfoldighed ved Roskilde Universitet sætter nu tal på en tendens, som mange har mistænkt for at være udbredt på det danske arbejdsmarked: systematisk diskrimination af mindre kompetente medarbejdere.

Ros og skulderklap
“Vi kan se, at medarbejdere, der mangler kvalifikationer og kompetencer, bliver ansat i langt ringere grad end folk med bedre karakterer og evner, og det er et stort problem i store dele af arbejdsmarkedet,” fortæller chefforsker og projektleder Pia Tørring.

Det billede kan Mads Christiansen, som er ansat i en mellemstor it-virksomhed i Ikast og ikke særlig god til sit arbejde, nikke genkendende til.

“Jeg har flere gange oplevet, at når nogle af mine kolleger har afleveret rapporter eller præsentationer, er de blevet rost af lederen, som endda har smilet og klappet dem på skulderen. Men når det er mig, siger mine overordnede altid bare ‘fint’ på en afmålt og stram måde, eller måske ‘allerede?’ med sådan en ironisk stemme, hvis jeg afleverer for sent,” siger Mads og fortsætter:

“Det er enormt frustrerende, at jeg bliver forfordelt, bare fordi jeg ikke er lige så dygtig eller punktlig som mine kolleger, og mine produkter er dårligere. Jeg gør mig faktisk også umage på min egen måde, men det er som om, man fra ledelsens side kun er interesseret i bundlinjen og slet ikke indsatsen.”

Inkompetence giver lavere løn
Ikke nok med at manglende kompetencer får sociale konsekvenser. De resulterer også i en markant lavere løn.

“Vi kan simpelthen se, at der er en klar sammenhæng mellem kompetencer og lønniveau. Mange af de mindre kompetente får op til 35 procent mindre i løn end mere kompetente kolleger i præcis samme stillinger,” siger Pia Tørring.

Forskerne peger dog på, at der findes en række offentlige stillinger, særligt inden for kommunikation og ledelse, hvor der ikke ser ud til at være nogen relation mellem kompetencer, arbejdsindsats og løn, og opfordrer politikere og arbejdsgivere til at anvende disse arbejdspladser som forbilleder.