Foto: Aaron Amat, Bigstock

Selvom emnet var fysioterapi og rygskader, formåede Leif Larsen at få en diskussion mellem ham og to bekendte drejet over på islams skadelige indflydelse.

“Jeg skulle virkelig tænke mig om i lang tid, men til sidst fandt jeg en vinkel.”

Leif Larsen smiler triumferende, idet han fortæller RokokoPosten, hvordan han tidligere på ugen formåede at dreje en samtale om sin vens rygskade over på muslimer.

“Vi holdt grillaften hos min ven Peter, der i flere måneder havde døjet med sin lænd, og på et tidspunkt talte jeg med to andre om, hvad Peters problem kunne skyldes, og om det ville hjælpe ham at gå til fysioterapeut,” siger den 44-årige mand, der i begyndelsen bød ind med en historie om, hvordan han selv havde haft holdt i ryggen efter en crossfit-time.

Ramadan og diskusprolaps
Hurtigt mærkede Leif Larsen dog den velkendte lyst til at påpege islams skadelige indflydelse på det danske samfund.

“Jeg kan se nogle ting i forhold til muslimer, som de fleste ikke har blik for, men jeg var lidt i tvivl om, hvordan jeg skulle få det flettet ind i en snak om muskelsmerter og klemte nerver. Det lykkedes heldigvis til sidst med en teori om, at både mine og Peters rygproblemer ikke havde noget med motion eller dårlig kropsholdning at gøre, men skyldtes en psykosomatisk reaktion på muslimernes indtog,” siger Leif Larsen, der i snart syv år har perfektioneret kunsten at dreje samtaler over på islam.

“Diskussionen til grillfesten var faktisk lidt atypisk, for normalt bruger jeg Facebook til at gøre folk opmærksomme på muslimers begrænsede integrationspotentiale. Det skyldes ikke manglende vilje til at fremføre mine argumenter ansigt til ansigt, eksempelvis på min arbejdsplads, i supermarkedet eller i bussen, men fordi dem, jeg ser til daglig, ikke virker interesserede i at blive oplyst om problemerne.”

Kønsopdelt styrketræning
Leif Larsen mener ellers, at han forsøger at gøre sine pointer relevante for dem, han taler med.

“Hvis jeg eksempelvis er i fitnesscentret, deler jeg mine forudanelser om kønsopdelt styrketræning, og hvis jeg befinder mig på genbrugspladsen, taler jeg om muslimers tendens til at smide deres affald ud af vinduet. Det er endnu ikke sket, at jeg ikke har kunnet finde en muslimsk vinkel på et emne!”