Foto: baiajaku, Bigstock

Foto: baiajaku, Bigstock

Ansøgere om statsborgerskab skal fremover efter bestået prøve deltage i en ceremoni, hvor de gennem en række overgangsriter føres fra primitiv stammekultur til civiliseret samfund. RokokoPosten bringer tre af de riter, nye danskere skal gennemgå.

“De kommer fra primitive stammekulturer, hvor de er vant til, at drenge fx skal hoppe i en gryde med kogende vand eller smøre sig ind i afføring for at blive til mænd. Derfor laver vi dette tiltag for at komme dem i møde med en tradition, de forstår,” lyder det fra Martin Henriksen (DF), som har været så venlig at vise RokokoPosten tre af de forslag til riter, som DF har lavet sammen med S og K.

1. Give hånd til person af modsat køn
Det er helt normalt i Danmark, at man giver hånd til folk af modsat køn. Derfor skal ansøgerne gennem en prøve, hvor de dels skal demonstrere, at de kan kende forskel på mænd og kvinder, når kvinder ikke er iført hijab, niqab eller burka, og give hånd til det modsatte køn.

Venstre bakker op om, at de nye danskere skal give hånd, men mener, at det kan tillades, at de bærer handsker, så det ikke føles for grænseoverskridende.

2. Slagte og spidde en pattegris
Næste led i overgangsritualet består i, at ansøgerne slagter og spidder hver deres pattegris, som herefter hænges op over ilden, så de er klar til aftenens festligheder.

Venstre bakker op om idéen, men mener, at det bør være nok at vise, at man kan slagte et ikke-urent dyr uden at bede en bøn imens.

3. Synge “lålålå” og løfte et stort krus fadøl i vejret
Når man bliver dansk statsborger, skal man også holde med danskerne i fodbold. Det viser man ved at synge “lålålå”, mens man med stor kraft svinger et stort plastikkrus med fadøl i vejret, så det sprøjter på alle, der står omkring en. Kun sådan kan man bevise, at man holder helhjertet med Danmark og ikke længere hepper bare lidt på sit hjemland. Så for at blive dansk statsborger må man mestre denne kunst, der kræver stor koordinationsevne.

Venstre mener dog, at det er nok at kunne synge første og sidste vers af nationalsangen, mens man løfter en hvilken som helst drikkevare, da der jo både findes sjællændere og tørlagte alkoholikere af dansk oprindelse.