Foto: blas, Bigstock

Videnskaben har dræbt en sejlivet myte om, at man kan tage flere skridt ad gangen. Kulturminister Mette Bock (LA) kalder forskningsresultatet for en øjenåbner.

Vi må bare tage ét skridt ad gangen. Dette har direktører, fodboldspillere og ægteskabsfolk i krise sukket i århundreder, mens de tænkte på, hvor dejligt det måtte være at være blandt dem, som tager mange skridt på én

Man ville vælte ved flere skridt
Men nu kommer forskningen alle, der kun tager ét skridt ad gangen, til undsætning. En ny undersøgelse viser nemlig, at det kun er praktisk muligt at tage et enkelt skridt ad gangen – og det skal vi være glade for, mener professor Birgitta Møller fra Center for Metaforisk Motorik ved Roskilde Universitet.

“Sagt helt firkantet ville vi vælte, hvis vi forsøgte at tage to eller flere skidt ad gangen. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Nogle mener, at man tager mere end et skridt ad gangen, når man løber, men det er ikke rigtigt. Det ene ben vil altid være en anelse foran det andet, og dermed vil man altid kun være i gang med ét skridt. Så selvom de fleste af os gerne ville, bliver det aldrig muligt at tage mere end et skridt ad gangen,” siger hun.

Forskningsprojektet var bestilt af kulturminister Mette Bock (LA), der ønskede en afklaring af, hvorfor det altid ender galt, når man prøver at tage flere skridt ad gangen, senest i forbindelse med forhandlingerne om et medieforlig før sommerferien.

“Jeg kunne ikke forstå, at vi aldrig lykkedes med at tage de mange skridt, som jeg gerne ville. Der var altid noget, der kom først og kom til at spærre for det andet. Eksempelvis ville vi gerne have taget ti skridt på én gang i forhandlingerne med DR. Det lykkedes aldrig, og nu ved vi hvorfor. Det var noget af en øjenåbner,” siger Mette Bock.

Minister vil ændre ordvalg
Forskningsresultatet betyder, at Mette Bock ikke vil tale om “skridt ad gangen”, når hun fremover henviser til politiske opgaver, men bruge et helt andet ordvalg.

“Det er meget nyt, og vi skal lige have det ind under huden. Man slipper ikke bare sådan lige en god frase. Men nu må vi tage et … vigtigt … opgør med den måde, vi taler processer på og holde op med at tale om skridt, når vi kan se, at det ikke giver nogen mening,” siger ministeren.