Foto: SurfsUp Vector, Bigstock

En mystisk kult er årsag til, at mennesker river og flår i døren til et toilet, der tydeligvis er optaget. Kan være en transcendental oplevelse, mener antropolog.

Du kender det sikkert: Du har sat dig godt til rette på et offentligt toilet efter at have låst døren og måske endda hevet i håndtaget for at være sikker på, at ingen kommer ind. Pludselig ryger håndtaget ned, og der bliver hevet i døren med voldsomt kraft, ikke bare én, men flere gange.

“Det sker, næsten hver gang jeg går i byen, selvom de fleste toiletlåse tydeligt viser, at der er optaget, fx ved at slåen rykker sig, så man kan se et rødt felt i stedet for et hvidt,” siger Anne Thorup, der får et chok, hver gang en person forsøger at åbne en låst dør.

“Jeg kunne forstå, hvis de prøvede én gang, fordi de ikke lige havde set, at der var låst. Men nogle river og flår i døren, som om de vil bryde ind. Det er meget mærkeligt.”

Udføres flere gange om måneden
Heldigvis kan en forsker forklare det underlige fænomen.

“Mange tror, at folk bare er dumme eller distræte eller begge dele, men det er ikke tilfældet. At hive i låste døre er et religiøst ritual, som tilhængerne udfører flere gange om måneden, lidt som når en katolik går til skrifte,” siger Stephen Mejlgaard, der er antropolog på Københavns Universitet og specialiserer sig i rationelle irrationaliteter.

Ritualet optræder hos en mystisk kult, hvis medlemsantal er ukendt, men som ifølge Mejlgaard er spredt over hele landet.

Ender tit med bræk
“Vi har rapporter fra offentlige toiletter i Skagen, på Lolland, i Hvide Sande og naturligvis de større byer, hvor ritualet især udføres på barer og værtshuse,” siger antropologen og tilføjer, at den særprægede rite ofte optræder sammen med alkohol.

“Måske skal man forstå ritualet med toiletdøren som en del af en transcendental oplevelse, hvor den religiøse person indtager et rusmiddel og dernæst gentager en meningsløs handling for at komme i en form for trance. I hvert fald ender det tit med, at den, der hiver i døren, brækker sig, lidt ligesom når man tager euforiserende ayahuasca.”