Foto: Wayhome Studio, Bigstock

Foto: Wayhome Studio, Bigstock

“Det er en spændende, ny retning at gå i,” siger redaktionschef Mads Zacho Teglskov om debatindlægget fra Ayoda Bunto, der, selvom Bunto er kvinde, nærsynet og kommer fra et andet land, slet ikke handler om, at noget er synd for hende.

27-årige Ayoda Bunto er ked af planerne om at lave en bro over Kattegat. Hun er vokset op i naturskønne Røsnæs og har tilbragt mange ferier i familiens sommerhus på Samsø, der ligesom Røsnæs står til at blive hjemsted for den nye forbindelse mellem Jylland og Sjælland.

“Det gør mig trist, at politikerne vil ødelægge to unikke oaser af fred og ro med en bro, der uvægerligt vil medføre en masse støj og forurening, som ikke kan undgå at skade naturen, dyrelivet og de mennesker, der netop holder af at bo i disse områder, fordi alting går lidt langsommere her,” siger hun om baggrunden for, at hun skrev debatindlægget, der blev bragt i Politiken tirsdag.

“Jeg havde ikke regnet med, at det ville blive optaget i en landsdækkende avis, men det er dejligt, og jeg håber virkelig, at jeg kan rykke ved nogle holdninger,” siger hun.

Usædvanlig mangel på identitetspolitik
Politikens redaktionschef for debat og opinion, Mads Zacho Teglskov, fortæller, at et debatindlæg som Aydoa Buntos næppe ville blive bragt, hvis det var skrevet af en indfødt dansker.

“Emnet er lidt kedeligt, men det er spændende og usædvanligt, at en kvinde med minoritetsbaggrund har skrevet noget, der helt mangler den identitetspolitiske vinkel. Det er helt klart et eksperiment, og selvom det er en spændende, ny retning at gå i, er jeg opmærksom på, at vi skal være forsigtige,” siger han og henviser til nogle læserreaktioner på debatindlægget.

Hvide har brug for de farvede ofre
Flere læsere har nemlig udtrykt bekymring over, at en farvet kvinde får taletid uden at blive fremstillet som offer.

“De er nervøse for, at indfødte danskere mister muligheden for at have medlidenhed med racegjorte danskere. Det giver dem en følelse af at være overflødige, for de kan jo ikke vise overskud og solidaritet med en gruppe, der bare er som alle andre,” siger Mads Zacho Teglskov.

Der er dog ingen grund til bekymring, understreger han:

“Vi er opmærksomme på, at indlæg fra farvede danskere primært skal handle om, at noget er synd for dem. Det er også mest repræsentativt, for de fleste af dem føler sig jo trods alt krænkede over de mindste småting.”