Foto: maxim ibragimov, Bigstock

Tiårige William Larsen har hverken boglige, praktiske eller musikalske evner, og han kan heller ikke finde ud af at snakke med folk eller spille fodbold.

“Så er der sikkert noget andet, du er god til.”

Denne sætning dukker ofte op, når et barn har svært ved fx at læse, spille klaver eller tegne.

“Vi vil jo helst ikke gøre børnene kede af det,” forklarer Anette Andersen, der underviser på en folkeskole i Midtsjælland og for nylig fik den tiårige William Larsen ind i sin klasse.

“Han startede i fjerde klasse, og det burde han måske ikke have gjort, for han er ikke særlig dygtig til nogen af fagene; faktisk ligger han på niveau med et otteårigt barn i alt lige fra hovedregning til fodbold,” forklarer hun og understreger, at hun har brugt lang tid i det nye skoleår på at finde et område, hvor William kunne brillere, nu hvor han ikke kan finde ud af dansk, matematik, kristendomskundskab, engelsk, idræt, historie, musik, billedkunst, natur/teknologi, håndværk/design eller madkundskab.

Har ingen intelligenser
“Jeg læste, at man kan have mange forskellige typer intelligens og var først skeptisk over for idéen, men i sidste ende betød det ikke noget; William har ingen af dem.”

Anette uddyber, at William ikke har interpersonel intelligens, i daglig tale sociale evner, da han er utrolig akavet sammen med andre mennesker og ofte udtrykker sig upassende. Den intrapersonelle intelligens, altså evnen til selvindsigt, ejer William heller ikke.

“Han synes selv, han er vældig klog, og da jeg sagde til ham, at man også kunne have naturalistisk intelligens, altså en evne til at genkende og kategorisere flora og fauna, råbte han højt, at det var lige ham. Hvorefter han pegede på en bregne og sagde ‘vov’,” siger hun.

Taler sig ud af det
Anette Andersen har ikke fortalt Williams forældre, hvor galt det står til, men regner med at tale sig ud af det faktum, at deres barn er udueligt på alle områder.

“Jeg vil ikke lyve, men sige noget om, at William er rigtig god til at gøre de andre børn glade – uden at tilføje, at det kun sker, fordi de andre børn er glade for, at de ikke er ligesom ham.”