Foto: ftlaudgirl, Bigstock

Foto: ftlaudgirl, Bigstock

Med sin imponerende paratviden ser 41-årige Lasse Poulsen det som sin pligt at krydre enhver samtale med ting, han godt ved.

Hvis den 41-årige folkeskolelærer Lasse Poulsen selv skal sige det, er han lidt af et omvandrende leksikon. Det skyldes selvfølgelig, at han er uddannet lærer, men også, at han i det hele taget interesserer sig for verden og sætter en ære i at huske ting. Og da han også er et rummeligt og generøst menneske, gør han sig umage med at indvie andre i, hvad han ved om ting.

Det er især Facebook-vennerne, der får glæde af alt det, Lasse Poulsen ved om ting. Han har nemlig gjort det til en form for kunstart at krydre deres opslag med spændende baggrundsviden.

“Det sker tit, at en eller anden poster et sjovt billede med en lille tekst på som kommentar til noget, en anden har skrevet. Her er det meget ofte tilfældet, at teksten slet ikke har noget med billedet at gøre. Det er sådan noget, jeg ved. Og så gør jeg opmærksom på det,” siger han.

Vigtigt at kende konteksten
Hans store interesse for lokalhistorie betyder, at mange af hans Facebook-venner er blevet beriget med hans viden om ting, for som Lasse Poulsen siger, er det vigtigt at kende konteksten.

“Jeg lagde et billede op, hvor jeg står med min familie uden for den kro, vi skulle bo på en weekend. Jeg vidste selvfølgelig lidt om den, fordi jeg havde været inde at læse på hjemmesiden, men hvis ikke Lasse havde skrevet det, ville jeg aldrig have vidst, at den gartner, der arbejdede på stedet i perioden 2011 til 2017, tidligere har arbejdet for prins Joachim,” fortæller Peter Egeborg, der er beæret over, at Lasse deler sin viden om ting med ham.

Mette Engholm, der også er Facebook-ven med Lasse, er også glad for Lasses viden om ting.

“Jeg postede et billede af en buket blomster, som min mand gav mig, da vi havde bryllupsdag. Lasse fortalte mig, at lige netop den sammensætning af blomster er en tradition udviklet i vores lokalområde, og at det er sjældent, man ser den andre steder i landet,” siger hun.

Mere meningsfuldt end klichéerne
Lasse Poulsen selv ser det som en slags pligt at fortælle folk om ting, han ved.

“Viden forpligter, siger man jo. Desuden bliver det så trivielt med alle klichéerne. Når folk skal på ferie, og andre så bare skriver ‘god tur’ eller ‘bare det var mig’, er jeg den, der lige kan løfte niveauet og fortælle noget faktuelt. Eller når de har jubilæum, og folk skriver ’tillykke’, kan jeg bidrage med, hvad der ellers er sket af specielle ting den årsdag,” slutter han.