Foto: urbanlight, Bigstock

Foto: urbanlight, Bigstock

For at imødegå beskyldninger om diskrimination tilføjer Danske Bank kulørtvask til produktporteføljen, bekræfter bankens chef for Group Development, Frederik Gjessing Vinten.

Trods den hårde medfart i medierne og befolkningen har Danske Banks direktion ikke mistet modet. Tværtimod er der lagt op til en ny strategi, der skal føre banken ind på nye områder, baseret på erfaringer høstet fra den stærkt kritiserede hvidvaskforretning.

Frederik Gjessing Vinten, der leder bankens Group Development og dermed blandt andet har ansvar for videreudvikling af bankens produktportefølje, kan til dels godt forstå, at folk betragter bankens fokus på hvidvask som en skandale.

“Vi lever i en global kultur, og selvom vi selv betragter forretningen som en succes, kan det godt virke diskriminerende, at vi kun vil vaske hvidt. Det har aldrig været vores intention, men skyldes simpelthen, at det var det eneste, vi teknisk set havde forudsætningerne for på det tidspunkt,” siger han og tilføjer, at banken i nærmeste fremtid er klar til at tilføje kulørtvask som en kerneydelse.

Kulørt signalerer global kultur
Det lader til, at nyheden bliver modtaget positivt. I hvert fald steg Danske Banks aktier betydeligt i timerne efter offentliggørelsen. Det skyldes flere faktorer, vurderer Frederik Gjessing Vinten.

“Først og fremmest tror jeg, at markedet reagerer positivt, fordi ‘kulørt’ signalerer ‘global kultur’, hvor vi nok førhen fremstod chauvinistiske, som om vi kun ville tage os af vores egne. Nogle har måske ligefrem tænkt, at vi opfatter hvidt som bedre end kulørt, eftersom vi udelukkende har vasket hvidt. Det laver vi om på, og selvom vi nok ikke tager hvidvask helt af programmet, bliver det nu blot en af flere muligheder inden for dén produktvifte,” siger han.

Muligvis også tøjvask
Om banken fremover kun vil vaske penge eller kaste sig over tøjvask, kan Frederik Gjessing Vinten endnu ikke sige. Han afslører dog, at han har været ude at undersøge markedet grundigt for at kigge på mulighederne.

“Vi har rejst rundt og besøgt forskellige typer af vaskerier i hele verden og har flere spændende idéer på tegnebrættet. Jeg kan ikke afvise, at vores kunder i fremtiden vil kunne få vasket både penge, illegale våben og skudsikre veste eller camouflagedragter,” slutter han.