Foto: Københavns Rådhus

Det viser sig, at Niko Grünfeld slet ikke var kulturborgmester i København. Han er heller ikke fra Aarhus eller medlem af Alternativet. I virkeligheden er han en omrejsende taskenspiller ved navn Erastes van Jaarsveld.

I sidste uge kom det frem, at Niko Grünfeld i forbindelse med kommunalvalget sidste år i sit CV havde oplyst, at han havde en master i positiv psykologi. Den fejl har han undskyldt, efter at RokokoPosten bragte sagen op. I denne uge kunne RokokoPosten dokumentere, at Grünfeld heller ikke har en kandidatgrad i positiv psykologi.

I dag kan RokokoPosten yderligere afsløre, at Grünfeld i 2017 i forbindelse med kommunalvalget har angivet i sit CV, at han siden november 2017 har været kulturborgmester. Men det har han ikke. Han dukkede blot op på Københavns Rådhus efter kommunalvalget og udgav sig for at være Alternativets spidskandidat.

Hedder Erastes og kommer fra Surinam
RokokoPosten har dokumentation for, at Niko Grünfeld faktisk er en nederlandsk mand, der siden starten af halvfemserne har rejst rundt under påtagede identiteter. Niko har igennem tre årtier blandt andet udgivet sig for at være luftballonskipper, vicesherif, civilingeniør, kræftforsker, advokat, benediktiner, linedanser, politiker og spirituelt medium. Den sidste identitet er dog korrekt, fastholder Alternativets pressechef, Vicki Therkildsen.

Grünfeld er født Erastes van Jaarsveld i den forhenværende hollandske koloni Surinam i 1975. Han dukker op i Uruguay i 1991 som Ernesto García Ramírez de Arroyo, og herfra forsvinder hans spor, indtil han etablerer en kortvarig buddhistisk rådsrepublik i den afghanske Bamyan-provins efter Talibans fald. Dengang var han kendt som krigsherren The Lhasa Kid.

Af uforklarlige årsager, men muligvis med CIA’s mellemkomst, ender han i Aarhus i 2015, hvor det lykkes ham at overbevise de lokale kulturpersonligheder om, at han er medstifter af både kaospilotuddannelsen og Alternativet.

Hvem lyver om en master i positiv psykologi?
Alternativets formand, Uffe Elbæk, er overrasket over den drejning, som sagen har taget.

“Jeg indrømmer, at min tid i Aarhus står noget uklar for mig. Jeg husker, at jeg tog et sug af en joint på værtshuset Æsken i 1978, men derefter er det hele lidt woozy. Jeg er nu sikker på, at Niko også var der. Han virkede så troværdig – og helt ærligt, hvem vil lyve om at være master i positiv psykologi?”

Grünfeld har ikke ønsket at stille op til interview med RokokoPosten vedrørende sin falske identitet og borgmestertitel.