Foto: ricochet64, Bigstock

Regeringen vil, med støtte fra Socialdemokratiet, foretage en kontrolleret nedlukning af de syv skattestyrelser og erstatte dem med en iPad. Det sker, efter at omfattende svindel har lænset statskassen for milliarder.

Regeringen lægger op til milliardbesparelser ved at lukke det danske skattevæsen. Det fremgår af det kommende finanslovsforslag, som RokokoPosten har fået indsigt i.

Lukningen begynder allerede i 2019 med Skattecenter Struer og fortsætter frem mod 2025 med de øvrige skattecentre og ultimativt ledelserne i de syv styrelser.

Sjældent klarsyn
“Vi har haft et sjældent klarsyn,” siger skatteminister Karsten Lauritzen og peger på, at funktionerne i SKAT fremover vil blive varetaget af en iPad.

“Den vil være i stand til at trække dig i skat og samtidig sørge for, at de, der skal have udbetalt penge, får det, ikke mindst de hårdtarbejdende investorer, der skal have udbytteskat tilbage,” siger han.

Professor emeritus i offentlig forvaltning ved Aarhus Universitet Jørgen Grønnegård Christensen undrer sig over, at regeringen ikke har taget dette skridt for lang tid siden.

I en ny bog peger han og kollegaen Peter Bjerre Mortensen på, at man med fordel kunne have påbegyndt lukningsarbejdet, da beslutningen om at omlægge strukturen i SKAT i midten af 00’erne blev truffet.  Men forfatterne er ingenlunde sikre på, at forslaget er gennemarbejdet nok.

“Det er nogle meget dristige antagelser. Det hele skal klappe, hvis det her skal lykkes, og det er ret usandsynligt,” siger Jørgen Grønnegård Christensen og peger på, at regeringen eksempelvis ikke har taget højde for strømforsyning eller backup.

Overvejer backup-iPad
Karsten Lauritzen imødekommer kritikken og har erklæret sig parat til at opbygge en struktur med to iPads, der endda skal have flotte logoer i SKATs farver. Det skriver han i en skriftlig kommentar til RokokoPosten.

“Det, man kan læse i finanslovsforslaget for 2019, er regeringens forslag til politisk prioritering i tiden frem mod 2015 – herunder bevillingen til to iPads til skatteområdet. Det betyder også, at SKATs udbetalinger til udlandet kan ske langt hurtigere, så borgerne lettere kan komme af med deres penge,” skriver ministeren.

I regeringens budgetoversigt for de kommende år, som fremgår i finanslovsforslaget, er der samlet afsat knap 3000 kroner til skattevæsenet i 2025. Og det er, hvis man medregner en øremærket reserve til en backup-iPad.