foto: bigstock, VadimGuzhva

Efter at have født tre børn er Mia Rosengren selvskrevet ekspert i graviditet, parforhold, børneopdragelse og livet i almindelighed. Alligevel vælger hun at holde sine meninger for sig selv.

“Hun sagde slet ikke noget. Hun sad bare og kiggede ned i sin telefon.”

Josefine Hansens øjne fyldes med tårer, som hun hidsigt tørrer væk.

“Det er jo sygt ikke at have en mening om andre kvinders moderskab. Sygt!

Det skulle ellers have været en hyggelig formiddag på Café Mokk@ på gågaden i Vordingborg, hvor 32-årige Josefine Hansen og hendes venindegruppe, der inkluderer 41-årige Mia Rosengren, var samlet til brunch og sladder.

“Vi var netop færdige med slappe bækkenbunde og Sofies Tinder-dates og skulle til at analysere gruppens yngste medlem, Anjas, graviditet. Vi havde godt bemærket, at Mia ikke sagde så meget, og da vi kom ind på småbørn, tog hun bare sine solbriller på og begyndte at scrolle igennem Instagram,” udtaler Josefine Hansen.

Hyggelig brunch endte i omsorgssvigt
Formand for Jordemoderforeningen, Lillian Bondo, tøver ikke med at betegne Mia Hansens opførsel som omsorgssvigt.

“Moderskab handler rigtigt nok om børn, men lige så vigtigt er båndet mellem kvinder, hvor den nybagte mor får alskens gode, velmenende og til tider meget forskellige råd fra andre kvinder, der har født og derfor ved alt om det. Det er mændenes svar på at sparke dæk,” forklarer Bondo og fortsætter:

“Holdninger til moderskab er universelle og kan direkte overføres fra én selv til andre kvinder, lige meget hvad deres situation måtte være. Derfor er det så vigtigt, at vi bliver ved med at lufte vores holdninger, især hvis den nybagte mor ikke har bedt om det.”

Under mistanke for radikalisering
“Jeg synes virkelig, hun er blevet radikaliseret på det seneste,” udtaler Josefine Hansen om Mia Rosengren og tilføjer:

“Jeg har spurgt, hvad hun synes om, at min femårige Egon Alfred bliver båret i vikle og ammet på grund af mit valg om at følge attachment parenting-filosofien fuldt ud, og det eneste, hun svarer, er ‘du ved, hvad der er bedst for dit barn, og jeg for mit’.”

Efter redaktionens afslutning har både termingruppen på Facebook “Fødsler august 2013” samt Mias gamle mødregruppe udstødt hende. Mias reaktion skulle ifølge nærtstående kilder være “nå”.