foto: bigstock, industryviews

foto: bigstock, industryviews

I bestræbelserne på at finde en uplettet ATP-chef har pensionskassen fokus på den 46-årige tømrermester Hans-Erik Kristensen. Dog er det usikkert, om han tidligere har været involveret i skattesvindel af typen sort arbejde.

Efter Christian Hyldahls afgang grundet udbyttefusk i Schweiz leder den lønmodtagerejede pensionskasse ATP efter en ny chef, der er uplettet af finansverdenens skandaler. Ifølge flere kilder er Hans-Erik Kristensen fra Nakskov favorit. Den 46-årige tømrermester sidder i bestyrelsen i den lokale sparekasse, hvor han har opsat et effektivt værn mod hvidvask.

Det fortæller DI’s direktør, Karsten Dybvad, som har mødt Hans-Erik Kristensen til en national konference om, hvordan man kommer denne type kriminalitet til livs.

Enkel metode til afdækning af hvidvask
“Fra talerstolen udtalte Hans-Erik, at enhver overførsel, der ikke kom fra kundens egen kontoplan, skulle bindes op på en faktura, der beskrev et stykke konkret arbejde, som kontohaver havde udført. Denne enkle og geniale metode til afdækning af hvidvask slog benene væk under samtlige tilstedeværende.”

Finanstilsynet er klar over kandidatens manglende bankerfaring og mangel på viden om IT-systemer, der begrænser sig til et PC-kørekort taget hos AOF Nakskov i 1997. Jesper Berg, direktør i Finanstilsynet, mener dog, det er på tide at se på tingene i et nyt perspektiv.

“Hvad vil vi helst ha’? En smartass med indgående viden om at skjule konti samt sublime færdigheder i overfladiske PowerPoint- og Excel-præsentationer, der kan bilde os ind, hvad fanden det skal være? Eller en tømrer, der skal ringe til Helpdesk, bare computeren genstartes?”

Jysk kandidat ville føre til ny skandale
Der hersker dog tvivl om, hvor uplettet Hans-Eriks fortid er i forhold til en type skattesvindel, som kaldes sort arbejde. Ole Krohn, TV2’s erhvervsredaktør, hæfter sig ved den geografiske dimension.

“Jeg tror netop, at en kandidat fra Nakskov er valgt ud fra et ønske om, at den pågældende ikke efterfølgende afsløres i omfattende sort arbejde. Det siger sig selv, at havde der været tale om en håndværker fra Jylland, ville den pågældende efter kort tid formodentlig være blevet genstand for endnu en skandale i den i forvejen hårdt prøvede finansverden.”