Foto: ALotOfPeople, Bigstock

En politiker har svært ved at skabe polariserende debat ud af ingenting. Heldigvis er det nemt at vende den onde cirkel, fortæller RokokoPosten.

Kære RokokoPosten

Jeg er en frisk politiker i min bedste alder, der altid har syntes, at jeg klarer det meget godt som upåfaldende folketingsmedlem i et større parti. Men på det seneste har min selvtillid lidt skade, når jeg har set, hvordan mine kolleger bare er knalddygtige til at politisere hvad som helst, mens jeg knap kan sige noget provokerende eller hårdtslående efter en terrorhandling.

Alt vender de til en fløjkrig, hvad enten det handler om DSB’s manglende service, et nyt teaterstykke eller økologiske bleer. Det er som om, de har en sjette sans, mens jeg overser selv de mest indlysende muligheder for at profilere mig selv og mit parti på en polariserende måde. Hvad kan jeg gøre?

Med venlig hilsen

Den uduelige politiker

Kære politiker (for du er nemlig slet ikke uduelig!)

Når først man begynder at tænke som du, kommer man nemt ind i en ond cirkel. Du har set et par kolleger komme i vælten på baggrund af sager, der egentlig ikke behøver en kommentar fra en politiker, og nu bygger du alle mulige katastrofetanker op i dit hoved: Hvad kan de, som jeg ikke kan? Hvordan kan de dog forvandle et billede af en dame med en sød hund til en diskussion om udflyttede arbejdspladser?

Det er på tide at vende den tankegang 180 grader! Gå ind på en tilfældig persons Facebook-side, kig deres seneste opslag igennem og vælg et ud, der intet har med politik at gøre. Måske et billede af et nuttet barn eller en opdatering om weekendplaner. Tving dernæst dig selv til at finde på mindst fem koblinger til aktuelle politiske sager. Hvad siger det nuttede barn om vores skrantende sundhedsvæsen? Om groteske forventninger til moderne forældre? Om islam? Når først du er kommet i gang, vil det gå som en leg.

Sidste skridt er at udvælge den mest usandsynlige kobling og lægge den på nettet, tilsat mange udråbstegn, store bogstaver og en afslutning à la “Sygt! Bør vi ikke gøre noget?” Lad dig ikke afskrække, når borgere og medier begynder at kalde dig opportunistisk og beskylder dig for at skabe splid. Tænk på, at det nu er dine kolleger, der ser på dig og ikke kan forstå, hvor du dog får det fra. Held og lykke!

Med venlig hilsen

RokokoPosten