Tverdokhlib, Bigstock.

37-årige Tjalfe Hansen skar ned på juleforbruget i år og nøjedes med at modtage gaver uden selv at give nogen. “En stor succes til gavn for planeten,” siger han.

Da Tjalfe Hansen for fire dage siden nød juleaften i familiens skød, var det ikke kun den økologiske flæskesteg med CO2-neutrale kartofler brunet i Fairtrade-sukker, der varmede i hans mave. Også tanken om den belastning, han havde skånet planeten for, bidrog til den lune fornemmelse.

“Jeg plejer at købe gaver til min kæreste, vores to børn, mine forældre, hendes forældre, hendes to søskende og deres børn, min bror, hans søn, et par venner plus det løse. Det er mange mennesker at være på gave med og en stor byrde for planeten med alt det forbrug. I år valgte jeg derfor ikke at købe noget til dem,” siger den 37-årige københavner, der arbejder som selvstændig urban gardening consultant og allerede i starten af december mærkede den store lettelse ved at leve en mere miljøvenlig tilværelse.

Kunne bare se Die Hard
“Normalt plejer jeg at styrte rundt i butikker eller bruge timer på nettet for at bestille i god tid for slet ikke at tale om den mentale energi, jeg bruger på at regne ud, hvad min kæreste egentlig gerne vil have, når hun siger, hun ikke vil have noget. Alt det kunne jeg lægge fra mig og bare se min yndlingsjulefilm, Die Hard.”

Tjalfe Hansen er dog klar over, at ikke alle ønsker at gå lige så drastisk til værks som han.

“Vi kan ikke alle redde planeten på det niveau, hvor jeg befinder mig. Nogle mennesker har det bedst med at tage små skridt, så jeg har ikke forlangt af dem, jeg er på gave med, at de også skal droppe deres forbrug,” siger han, der i år modtog 23 gaver, vandt tre gaver i pakkespil og fik mandelgaven.

Har inspireret familie
“Jeg har beholdt det hele, undtagen en sweater, der var for lille. Hvis jeg først begyndte at levere varerne tilbage og fx gav pengene til et velgørende formål, ville min familie blive fornærmede og måske få afsmag for den miljøvenlige livsstil. Det tror jeg ikke, vores planet kunne tåle.”

Det virker dog, som om Tjalfe har haft held med at omvende mange til en mindre forbrugsorienteret jul. RokokoPosten har talt med hans kone, bror og forældre, der alle regner med at overtage Tjalfes tilgang til gaver allerede fra den dag, Tjalfe har fødselsdag.