Foto: diego cervo, Bigstock

Foto: diego cervo, Bigstock

Gluten, pollen og parfume er yt. I 2019 er det hvide mænd, plastik og animalsk fedtstof, der trender i allergiverdenen. RokokoPosten kigger på tendenserne.

Ifølge trendekspert Amalie Klint er der spændende nye tendenser at spore på den internationale allergiscene. Klassikere som gluten, pollen, parfume og dyrehår er ved at gå af mode.

“2019 er et rigtig godt år at få fornyet sit allergirepertoire,” siger eksperten og kommer med følgende bud på allergier, der bliver store i år:

1. Hvide mænd
“Især i New York er mandeallergi i forskellige afskygninger blevet meget populært i løbet af det seneste år, og særligt allergien over for hvide mænd ser ud til at trende her i den vestlige verden,” siger Amalie Klint.

Allergien kommer til udtryk ved et stærkt ubehag, når hvide mænd nærmer sig, eller man hører eller læser noget, der bliver sagt af en hvid mand. Det interessante ved allergien er, at også hvide mænd kan lide af den. Herhjemme lider blandt andet debattøren Henrik Marstal af allergien.

2. Plastik
Plastikallergi er blevet rasende populært på den internationale allergiscene. Det er især plastikemballage fra forarbejdede fødevarer og snacks, som udløser allergien, mens allergikerne synes at reagere mildere eller slet ikke over for plastik, der bruges i forbindelse med bæredygtige produkter.

3. Ord
Et stigende antal mennesker lider af allergi over for bestemte typer af ord. Disse allergikere oplever stort ubehag, når de hører eller læser ord, der kan tolkes som værende krænkende over for minoritetsgrupper eller kvinder.

“Jeg så en stor interesse for netop denne allergi på alle de store messer, jeg besøgte sidste år. Allergikerne samlede sig i særligt lydisolerede områder, hvor de trygt kunne færdes uden risiko for at høre allergifremkaldende ord,” fortæller Amalie Klint.

4. Animalske fedtstoffer
Animalsk fedtstof, især fra konventionelle landbrug samt alle køer, er en såvel moderigtig som miljøvenlig allergi.

“Denne allergi udmærker sig ved at være særligt egnet som samtaleemne til middagsselskaber og på restauranter. Folk er ved at være trætte af at høre om glutenallergi, men allergi over for animalsk fedt er nyt og spændende, så det vil helt sikkert blive en af tidens helt store trends,” spår Amalie Klint.