Foto: Mix and Match Studio, Bigstock

Foto: Mix and Match Studio, Bigstock

Det var en traumatisk oplevelse, mener 16-årige Pernille Fisker, der tirsdag morgen opdagede, at der ikke var andet end havregryn til morgenmad. Forældrene var ikke hjemme.

“Altså, fair nok, at mine forældre lader mig være alene hjemme en hel nat, selvom jeg kun er 16 år. Men så stod jeg op og ville have morgenmad. Der var kun havregryn og mælk, så jeg var totalt lost.”

16-årige Pernille Fisker, der går i 10. klasse på en privatskole på Østerbro, var ved godt mod, da hun gik i seng mandag aften. Efter aftensmaden tog hendes forældre af sted til et foredrag i Helsingør, hvorefter de ville overnatte hos Pernilles moster og onkel.

“Da de spurgte, om jeg var tryg ved at være alene hjemme om natten, var jeg sådan lidt ‘ej, stop, jeg er sgu da ikke noget pattebarn’. Men jeg troede da, at de ville lave noget morgenmad til mig,” siger Pernille.

Ingen bær, ingen skyr, ingenting
Den grumme sandhed gik op for Pernille, da hun gik ud i køkkenet for at få noget at spise, før hun tog i skole.

“Der var ingenting,” siger hun og uddyber:

“Ingen chiafrø, ingen perlebyg, ingen skyr, ingen bær – ingenting! Kun havregryn og en liter letmælk, og det var kun mælken, der var økologisk.”

Pernille anede ikke sine levende råd og forsøgte desperat at ringe til sine forældre. Ingen af dem tog telefonen:

“Jeg følte mig simpelthen så ensom lige pludselig. Hvad skulle jeg gøre? Blev jeg nødt til at spise havregryn med mælk på, ligesom mine forældre? Klamt, siger jeg bare.”

Psykolog: Forældrene har svigtet
Det endte med, at Pernille gik i skole på tom mave. Hun havde det dog så dårligt, at hun valgte at gå til skolepsykologen.

“Jeg var så chokeret. Og sulten. Jeg begyndte at græde, lige så snart jeg kom ind til psykologen,” fortæller hun.

Skolepsykolog Johanne Poulsen siger til RokokoPosten, at hun på grund af sin tavshedspligt ikke kan sige andet, end at forældrene har begået et alvorligt svigt:

“Der er noget fuldstændig galt i den familie. Det er forældrenes ansvar at sørge for, at deres børn, når de bliver 16 år gamle – og gerne før – er i stand til at gå en tur i Irma, hvis de ikke er tilfredse med udvalget derhjemme.”