Foto: imagerymajestic, Bigstock

De unge skal vurderes efter begreber, som de selv kan forstå, lyder det fra uddannelsesminister Tommy Ahlers, der blandt andet har ladet sig inspirere af internetslang. 

Elever på danske gymnasier og universiteter vil i fremtiden måske få at vide, at deres opgave er dope eller svedig. Er de mindre heldige, kan dommen lyde random, nederen eller ligefrem LOLWUT.

Regeringen har nemlig foreslået en ny karakterskala i forlængelse af uddannelsesminister Tommy Ahlers’ (V) udmelding om, at der skal justeres på den nuværende syvtrinsskala.

Topkarakteren er svedig
“Problemet med den nuværende skala er, at den fokuserer på tal i stedet for at tale de unges sprog. Vi må bruge begreber, som de selv kan forstå,” siger Ahlers og beskriver en foreløbig version af skalaen:

“LOLWUT svarer til -3 på den nuværende skala og gives for den helt uantagelige og dybt wack præstation. Nederen svarer til 00 og gives for den meget mangelfulde og temmelig n00b-agtige præstation. Karakteren random er nok til at bestå, men så heller ikke mere. Så er der chilleren, som svarer til et 4-tal, nice, som svarer til et 7-tal, samt dope og endelig svedigt, der er topkarakteren. Vi overvejer også at indføre karakteren 360NoScope, lige så snart vi finder ud af, hvad det betyder.”

Begreberne er udvalgt efter flere fokusgruppeundersøgelser med unge i alderen 15-25 år samt en opfølgende snak med Bertel Haarder (V).

“Hvis han forstod ordet, tog vi det ud. Så var det ikke ungt og tidssvarende nok. Vi lod også Bertel selv foreslå ord, fx ‘knæhøj karse’ og ‘prægtigt’, som vi efterfølgende satte på en sort liste,” siger Ahlers, hvis idé bakkes op af oppositionen.

Karakter skal ikke afhænge af præstation
“Regeringen viser gode takter, selvom det selvfølgelig er et problem, at ordene svarer til egentlige tal og derfor kan bruges til at udregne et karaktergennemsnit. De unge vil nok hurtigt lære, at det er bedre at være svedope (et gennemsnit mellem svedigt og dope, red.) end randeren (et gennemsnit mellem random og nederen, red.),” siger Alternativets uddannelsesordfører Pernille Schnoor, der dog gerne vil komme regeringen i møde.

“Vi kan jo bare sige, at elevens præstation ikke påvirker, hvorvidt vedkommende er nederen eller svedig, men bedømme ud fra personens venlighed, tøjstil eller bare dagens stemning.”