Foto: Wenflou, Wikipedia

Den amerikanske præsident Donald Trump vil ansætte den danske målmand på håndboldlandsholdet som grænsemur til Mexico.

Jannick Green er med sin imponerende redningsprocent i det aktuelle håndbold-VM blevet interessant for den amerikanske præsident, Donald Trump, der for øjeblikket intenst kæmper for at få bygget en mur langs USAs sydgrænse, som skal holde illegale immigranter ude. Trumps pressetalsperson, Sarah Huckabee Sanders, fortæller, at præsidenten har fulgt Greens præstationer med stor interesse.

“Særligt i kampen mod Ungarn, hvor Green havde en redningsprocent på rekordhøje 43, viste han, at der er meget lidt, der passerer ham. Det er lige præcis den kvalitet, som vi leder efter til at holde sydgrænsen lukket.”

Trump: Green vil være en smuk mur
I onsdags tweetede præsidenten selv: “Jannick Green will make a beautiful wall. Nothing gets past him. Viking handballer is just what we need to secure southern border. So efficient.”

Demokraterne, som generelt forholder sig skeptisk til Trumps projekt om en mur, er tvivlende over for ansættelsen af Green som grænsemur og peger på, at mere end halvdelen stadig passerer Green.

Også Amnesty International er bekymrede for Trumps tiltag:

“At bruge verdenskendte sportsstjerner til at forhindre flygtninge og immigranter i at krydse grænsen er umoralsk og et udtryk for sørgelig desperation. Ikke nok med at vi skal placere børn og forældre i detentionscentre langs landets grænse. Nu skal vi også ødelægge især børnenes idoldyrkelse af deres forbilleder,” skriver den humanitære organisation på Twitter.

Landin skal afløse ved sygdom
Trump fortæller, at murens pris med en Green-model vil kunne reduceres med 99 procent, da der kun vil være tale om en enkelt lønning og ingen udgifter til beton og videoovervågning. Han forslår endvidere, at Green vil kunne indhente en bonus, hvis han forbedrer sin redningsprocent.

Dansk Håndbold Forbund bekræfter, at der forhandles vilkår for både Green og en mulig afløser i tilfælde af sygdom. Flere sportsmedier peger allerede nu på Niklas Landin som den mulige assistent.