56-årige Jørgen Schröder måtte love sin døende far at vinde en Facebook-debat, faderen aldrig selv blev færdig med.
“Havde jeg dog bare fået den stodder ned med nakken, så kunne jeg hvile i fred.”
Sådan sagde den 77-årige Herbert Schröder til sin søn, Jørgen, dagen før han sov ind i hjemmet i Sønderborg.
Stodderen, som Herbert Schröder talte om, er den 46-årige speditør Søren Olsen fra Esbjerg, som Herbert siden begyndelsen af december havde haft en indædt debat med i en Facebook-gruppe om lystfiskeri. Det fortæller Herberts søn, den 56-årige advokat Jørgen Schröder, der indvilgede i at overtage faderens debat.
Kunne ikke give slip
Da Herbert Schröder ved udgangen af 2018 indså, at hans dage var talte, flyttede Jørgen Schröder ind for at pleje ham den sidste tid. Det blev hurtigt klart for sønnen, at noget plagede hans far.
“Jeg kunne tydeligt mærke, at der var noget, han ikke kunne give slip på. Han var svagelig, så det var svært at finde ud af, men det lykkedes ham at pege på sin computer, og efter lidt tid fandt jeg ud af, at det drejede sig om en Facebook-debat, som betød uendeligt meget for ham,” fortæller Jørgen og fortsætter:
“Min far blev ved at sige: ‘Tvær ham ud, tvær ham ud’, så det gik op for mig, at han ønskede, at jeg overtog debatten og vandt den for ham. Da jeg sagde til ham, at jeg nok skulle tage mig af det, kunne jeg mærke, at han slappede af. Dagen efter sov han lige så stille ind.”
Uortodokse meninger om madding
Det var mærkeligt for Jørgen Schröder at overtage debatten fra sin far, men det virkede forkert af ham at ignorere sin fars sidste ønske:
“I begyndelsen var det svært for mig at se, hvad der provokerede min far så voldsomt, men nu kan jeg da godt se, at ham den anden har nogle så uortodokse meninger om madding og brug af blink, at man ikke bare kan lade det ligge. Desværre er han immun over for saglige argumenter, så det er ikke en nem opgave. Måske er jeg nødt til at lade min søn tage over, hvis jeg stiller træskoene, før han giver sig.”
Søren Olsen udtaler til RokokoPosten, at det rager ham en papand, at Herbert Schröder er gået bort.
“Men det kommer da ikke bag på mig, at han er sådan en kujon, der lægger sig til at dø i stedet for at indrømme, at han tager fejl,” siger han.