Foto: deagreez, Bigstock

I løbet af de sidste uger har en lang række kommentatorer og akademikere udtrykt deres medfølelse med den nedslidte arbejder. Mange arbejdere gengælder nu omsorgen og erklærer deres sympati for de skrivende og symbolanalyserende klasser, der dagligt kæmper med deadlines og dårlig kaffe.

I forbindelse med Socialdemokratiets forslag om en differentieret pensionsalder, som skal gøre det muligt for nedslidte arbejdere at nyde et tidligere otium, har mange i de skrivende og talende klasser udtrykt deres omsorg for arbejdere, der hver morgen skal lægge asfalt i regn og rusk eller fylde supermarkedshylder op.

Jord- og betonarbejder: Misunder ikke HR-medarbejdere
Men i arbejderklassen er der nu også sympati for kommentatorer og akademikere.

“Jeg misunder absolut ikke akademikerne. Jeg kunne ikke forestille mig noget mere opslidende end at kæmpe sig igennem et eller andet femårigt humaniorastudie, der er proppet med uforståelige poststrukturalistiske franske tænkere, for derefter at få alle sine drømme om en ph.d. slået i stykker, fordi Janni på 25 har bollet institutlederen. Derefter kan man ende sine dage som HR-medarbejder i en eller anden gudsforladt sydsjællandsk kommune, hvor man går til meningsløse møder hele dagen,” siger den 34-årige jord- og betonarbejder Erik Østermark og fortsætter:

“Når man tænker på, at der faktisk er folk, som lever på den måde, er det ikke så slemt at stå op klokken 05.30 for at støbe et betonfundament til et højhus i Nordhavn efter at have taget tre Panodiler for rygsmerterne.”

SOSU-assistent: For hårdt at skrive læserbrev
Grethe Svendsen på 54 år er SOSU-assistent i Køge og ser også med stor sympati på de barske arbejdsvilkår, man byder de talende og skrivende klasser.

“Jeg ville aldrig nogensinde kunne overholde alle de mange deadlines eller leve med kaffemaskiner, hvor man kun kan få en eller anden mystisk mælkedrik, og hvor filterkaffe er afløst af dobbelt americano. Den slags kan man ikke byde voksne mennesker,” siger hun og tilføjer, at hun personligt kender flere akademikere, som er så hårdt ramt af deres stressede levevilkår, at de overvejer at skrive indlæg til Politiken om det.

“Jeg ville gerne skrive et læserbrev om, hvor svært de har det, men det synes jeg simpelthen, er for hårdt, hvilket jo kun understreger, at det altså ikke er nogen leg at sidde ved at hæve-sænke-bord dagen lang,” afslutter hun.