Foto: carlosramos, Bigstock

Vi skal ændre vores livsstil drastisk, hvis vi vil undgå, at en af vores mest imponerende dyrearter forsvinder inden for en generation, lyder det fra flere bopladser.

Mennesket er den farligste art. Omtrent sådan lyder budskabet fra en lang række bopladser ved kysten, der nu har samlet sig for at råbe endnu flere bopladser op og forhåbentlig redde sabelkatten.

“For hundrede måner siden var her sabelkatte overalt. De berigede os med deres kød og var en stor æstetisk nydelse – når de altså ikke spiste vores spædbørn eller dræbte vores krigere. Men i dag ser vi sjældent det imponerende dyr på disse kanter, og inden for en generation kan de risikere at forsvinde helt på grund af vores ubeherskede jagt på dem,” siger Ubi, lederen af den lille boplads ved det store træ, der ikke er imponeret over sin egen arts opførsel.

Hærger med store hjerner
“Vi hærger den uspolerede natur med vores store hjerner, ildsteder og evige krav om mere mad og mere plads. Men hvis vi ikke passer på og ændrer vores livsstil drastisk, vil vores grådighed hævne sig,” fortsætter han, der sammen med de andre kystbopladsers ledere har udarbejdet en række forslag til forbedring af sabelkattens levevilkår.

“Først og fremmest skal vi gentænke vores forbrug af sabelkattekød. Lige nu lever vi i en machokultur, hvor brændt kød udgør en alt for stor del af vores føde, frem for at fokusere på indsamlede bær og rødder.”

Samleje for kattekød
For at omsætte teori til praksis har Ubi indført en regel om, at man skal bidrage med noget ekstra, hvis man vil have en portion kattekød frem for det vegetariske eller østersbaserede alternativ.

“Det kan være et stykke skind, en flintesten eller et samleje for kvindernes vedkommende. Pointen er at gøre folk bevidste om, at deres handlinger har konsekvenser og kan risikere at forstyrre naturens balance,” siger Ubi, der er i gang med et hulemaleri, som skal tydeliggøre hans økologiske narrativ.

“Motivet er en utrolig tynd sabelkat, som jeg så forleden. Den stod alene ved kysten og brølede ynkeligt; et perfekt billede på den krise, som vi står i.”