Anders Fogh Rasmussen erklærer, at han har ret, selv når han tager fejl, og afviser blankt anklager om at have manipuleret grundlaget for Irak-krigen. Den tidligere statsminister mener også, at Islamisk Stat var et masseødelæggelsesvåben, som krigen afslørede.
“Jeg tager aldrig fejl, ever.”
Så kategorisk lyder udmeldingen fra den tidligere statsminister og NATO-formand samt nuværende rødvinsturist Anders Fogh Rasmussen, da han bliver konfronteret med en redegørelse fra to akademikere, som konkluderer, at Foghs regering under optakten til krigen mod Irak i 2003 fremlagde markant strammede oplysninger for Folketinget og befolkningen.
Irakerne skylder os stor tak
“Intet blev fejet under gulvtæppet, så der er absolut intet at komme efter. Jeg er en grundig og troværdig mand, der aldrig begår eller tager fejl. Skulle disse alligevel være forekommet, får jeg i sidste ende ret, selv når jeg tager fejl,” siger den tidligere statsminister, der bruger de angiveligt ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben som eksempel.
“Da jeg i marts 2003 sagde, at ‘Irak har masseødelæggelsesvåben, det er ikke noget, vi tror, det er noget, vi ved’, var det muligvis forkert på daværende tidspunkt, men historien har vist, at mine udsagn efterfølgende var spot on,” siger han og forklarer:
“Der viste sig nemlig at være masseødelæggelsesvåben i Irak. De hed Islamisk Stat og var drønfarlige. FN’s våbeninspektør Hans Blix opdagede dem på intet tidspunkt under sine inspektioner, så havde det ikke været for vores indsats i krigen, var de sikkert aldrig nogensinde blevet opdaget eller nedkæmpet. Der skylder irakerne os en stor tak.”
Vil I have Saddam tilbage?
Anders Fogh Rasmussen mener heller ikke, at det er rimeligt at kritisere hans regering for at udlægge det såkaldte diplomatiske spor, hvor man inden krigen angiveligt forsøgte at forhandle med Saddam Hussein, som oprigtigt, mens der i virkeligheden var tale om ren taktik, fordi beslutningen om krigen allerede var truffet.
“Oh, come on. Som om vi gik op i noget som helst andet end at gøre, som amerikanerne bad os om. Der tror jeg grundlæggende, at man undervurderer min regerings blinde følgagtighed over for USA,” siger han og afslutter interviewet med et spørgsmål:
“Vil I måske have Saddam tilbage?”