Den 32-årige Aurora Jensen mener ikke, hun kan reduceres til en celle i et Excel-ark og har derfor afvist en lønforhøjelse. I stedet vil hun anerkendes som et helt menneske.
Den typiske medarbejder vil normalt blive glad for en lønforhøjelse, men Aurora Jensen fra Hvidovre er ikke som de fleste.
Aurora arbejder som keyaccountmanager i en mellemstor it-virksomhed, og mandag formiddag blev hun bedt om at komme ind på sin nærmeste mellemleder, Peter Overmarks, kontor.
Dybt rystet over procentsats
“Peter sagde, at han var enormt glad for, at jeg havde gjort en særlig indsats for virksomheden over det sidste år, både i forhold til en specifik kunde og det kollegiale fællesskab generelt, hvorfor jeg fremover ville få en lønforhøjelse på to procent,” fortæller Aurora og fortsætter:
“Jeg blev simpelthen så rystet over, at han i det hele taget tillod sig at melde noget så fornedrende ud. Som om min indsats kun var et spørgsmål om økonomisk gevinst, og som om jeg kunne reduceres til simple procentsatser.”
Meget mere end tal på en lønseddel
Aurora siger, at hun i stedet for ussel mammon ønsker at blive anerkendt af ledelsen som et helt menneske.
“Jeg er meget mere end et tal på en lønseddel. Jeg er et unikt menneske i verden med drømme, håb og behov, og jeg ville ønske, at ledelsen fokuserede på den daglige anerkendelse og accept af mig som et fuldtonet individ, hvilket de kan demonstrere gennem smil, skulderklap og inkluderende bemærkninger.”
Mellemleder Peter Overmark erkender, at han gik langt over Auroras grænser og fortæller, at virksomheden fremover vil ændre sin måde at belønne medarbejderne på.
“Set i bakspejlet kan jeg sagtens se, hvorfor Aurora blev krænket over mit forsøg på at reducere hende til en produktionsenhed i stedet for at betragte hende som et helt og fuldt menneske. Jeg har talt med den øvrige ledelse, og vi har skrinlagt enhver kobling af medarbejdernes indsats til lønnens størrelse og besluttet os for udelukkende at udbetale bonusser i form af smil og sjove postkort med opmuntrende, humoristiske og anerkendende budskaber.”